Dylanologer verden over kan nu se frem til Dylans nye album, som bærer titlen ‘Together through Life’, og ikke som tidligere nævnt ‘I Feel A Change Coming on’. Det er efter sigende en bluesbaseret samling sange, indspillet af Dylans band samt harmonikaspilleren David Hidalgo fra Los Lobos. Titlen virker meget umoderne – hvem ville finde på at lave en dansk plade, som hed ‘Sammen Gennem Livet’? Måske Keld og Hilda Heick, som ved, hvad de taler om. Men sådan er Dylan. Da en journalist for en del år siden spurgte Paul McCartney, jeg mener Sir Paul McCartney, hvorfor Dylan stadig turnerer så meget, svarede Sir Paul, at han mente, det skyldtes manglen på en fru Dylan. Måske, selv om et næsten konstant turneliv vel egentlig ikke burde udelukke kvindeligt selskab. Det findes der talrige eksempler på, at det ikke gør. Jeg skal ikke gøre mig klog på det, men blot nøjes med at glæde mig til pladen.
Blues er en mægtig musikform, som aldrig vil forsvinde. Mine tidligste musikalske minder er gamle bluesplader, som en ven af mine forældre bragte ind i vores hjem. Både regulær blues, som Sonny Boy Williamson, mere balladepræget blues som Leadbelly – og gospel, ikke mindst i Sister Rosetta Tharpes udgave. Da jeg blev lidt ældre, tog mine forældres ven – John Jørgensen hed han – mig med til blueskoncerter. John lavede jazzprogrammer i radioen, og han havde fri adgang til bagscenen med sin båndoptager. På den måde mødte jeg store musikere. Jeg var en ung teenager med briller. Hvilket ikke forhindrede, at jeg fik lov til at spille på folks guitarer, når John gladeligt forklarede, at jeg også spillede guitar. Også. Jeg kan huske, at jeg fik lov til at sidde med Muddy Waters’ røde Telecaster og nørkle lidt, mens John spurgte Muddy om forskellige ting. Muddy Waters havde højt, sort hår og et ansigt som mahogni. Han så ud, som om han var lakeret. Ind imellem sendte han mig et skråt blik, mens jeg spillede blues i E. Senere dyrkede jeg duoen Sonny Terry & Brownie McGhee. Sonny var blind, og Brownie havde haft polio og haltede. Jeg mødte troligt op til deres koncerter, somme tider flere timer før, så jeg kunne nå at fange dem, når de kom og tilbyde at bære Brownies guitarkasse – hvilket han tog imod. I omklædningsrummet i Falkonercenteret fik jeg lov til at spille på den, mens Sonny varmede op på sine harper og Brownie skiftede skjorte. Sonne & Brownie optrådte i ens skjorter – den aften var de orange. Brownie smilede sit rektangulære smil til mig, mens jeg prøvede at akkompagnere Sonny, som kun havde sin hørelse til at fortælle ham, at det ikke var Brownie, der spillede. Brownie fortalte mig, at han mente, at frygten for den skadelige virkning af tobak var overdrevet. Han havde en meget gammel onkel, som røg, og han var i fin form. Det var ikke sidste gang, jeg mødte dem. De var utrolig venlige mennesker, glade og åbne. De vinkede farvel fra taxaen.
Alt det kom jeg til at tænke på, da jeg læste, at Dylan’s nye album rummer bluesbaserede sange og hedder ‘Together through Life’. Sonny og Brownie er for længst døde, men de gjorde et stort indtryk på mig og gav mig en følelse af, at musik er værd at spille. Jeg genser dem af og til på YouTube – hvor man også kan se Sister Rosetta Tharpe give en elektrisk guitar, hvad den har godt af. Ain’t nothing like the blues.