Michael Bach Henriksen skriver i dag i Kristeligt Dagblad en lang og velkommen anmeldelse af ‘Illinois’. Som andre anmeldere falder mine meget bevidste anglicismer Michael Bach Hansen lidt for brystet, fx. brugen af ‘en mand af kulør’ om en sort mand. Blandt reaktionerne på ‘Illinois’ har der været nogen, som hæftede sig ved det stilistiske eksperiment, jeg foretog, da jeg besluttede at anvende anglicismer. Det er ikke ‘korrekt’ dansk – og en enkelt anmelder gik så langt som til at mene, at bogen læstes, som om den var ‘dårligt oversat fra amerikansk’. Nu er der jo gudskelov ikke nogen lov, som dikterer, hvordan man skal skrive romaner, og fra min side var det et helt bevidst valg. I det nævnte eksempel – ‘en mand af kulør’ – valgte jeg således direkte at oversætte ‘a man of colour’, hvilket på den tid var en human modsætning til fx. det nedsættende ‘nigger’. Et af problemerne ved at skrive en roman på dansk, som udspiller sig blandt folk, der taler et andet sprog, er at nå frem til en læselig og samtidig nøjagtig gengivelse af de sproglige nuancer.
Sjovt nok har masser af mennesker læst bogen uden overhovedet at hæfte sig ved dette stilistiske greb.
Michael Bach Henriksen nævner nogle af disse ting og fortsætter, ‘ Som eksemplerne måske antyder er ‘Illinois’ rig på dialog og tynges ikke af komplicerede psykologiseringer af personerne. Bogen er i store stræk en fornøjelse at læse og anbefales med de nævnte forhold. Det er helt korrekt, som bagsideteksten lover, at ‘Illinois’ er en historie om det moderne Amerikas rødder. Den viser, at USA ikke kun bygger på vidtløftige og romantiske idealer om frihed og lighed, men i høj grad også på vold og hensynsløshed i en verden af krig, hvor det gjaldt om at have et veludviklet overlevelsesinstinkt – lidt som i Martin Scorseses storfilm ‘Gangs of New York’ om samme historiske periode, uden sammenligning i øvrigt.
Bach Henriksen nævner også cd’en, som kan downloades andetsted her på siden. Og af min blog-statistik kan jeg se, at den downloades flittigt. Og meldingen fra bibliotekerne er, at folk står i kø for at låne bogen. Det er meget tilfredsstillende, og jeg takker for interessen. Samtidig – trods anmeldernes indvendinger – fortryder jeg på ingen måde, at jeg skrev, som jeg skrev. Jeg tager Bach Henriksens ord om de manglende komplicerede psykologiseringer af personerne som en stor kompliment. Jeg tror på princippet om at lade personerne tale og agere og overlade det til læseren at tolke, hvordan den pågældende har det inde i hovedet. Det er efter min mening det, oplevelsen af fiktion drejer sig om.