
Endnu en anmeldelse - som åbenbart har været bragt for et godt stykke tid siden. Denne gang er det Mette Strømfeldt, som giver ‘Illinois’ fire af seks stjerner og skriver: ‘Balladen om Johannes kunne let være blevet et banalt miks af borgerkrig og markarbejde, men det sørger Kjædegaards vilje og evne til at beskrive komplicerede forhold for, at den ikke bliver. Især forholdet til enken Martha, på hvis gård Johannes arbejder, lever med strindbergske undertoner’.
Også musikken er nævnt: ‘ Musikkens toner er et fint akkompagnement til romanens sprøde ordlyd’.
Sidst citerede jeg Michael Bach Henriksen i Kristeligt Dagblad, som glædede sig over, at bogen ikke ‘tynges af komplicerede psykologiseringer’. Mette Strømfeldt, derimod, kan se ’strindbergske undertoner’, hvilket vel må opfattes som en slags psykologisering. Selvfølgelig var det min hensigt netop at beskrive forholdet mellem Johannes og Martha, men det kan jo gøres på mange måder. Og frem for alt læses på mange måder.