Lars Kjædegaard

Store Bededag blev indført af biskop Hans Baggesen i 1686 som en … øh, stor bededag for landets borgere. Det er i morgen, hvor der også afholdes konfirmation en masse, hvorfor det måske er et relativt sikkert gæt, at Vorherre netop nu oversvømmes af bønner, som har med iPhones, checks og bærbare computere at gøre. Hvorom alting er - god Store Bededag.

En mand kommer ind på en bar med sin hund. Han siger til hunden, - Hvad vil du have? Hundens siger, - En kold Wiibroe. Bartenderen siger, - Hold da op! Kan den hund virkelig tale? - Ja, siger manden, - men hør. Jeg skal lige ud på toilettet. Gider du holde øje med Bruno? Ja da. Bartenderen sætter sig hos Bruno og sludrer. Der er kunder i baren, og bartenderen siger, - Hør, Bruno, kan du ikke smutte hen i kiosken og købe en avis? - Jo, siger Bruno. - Stik en tyver ind mellem tænderne på mig.

Manden kommer tilbage. - Hvad gjorde du? Åh, nej, Bruno har aldrig været på gaden alene! Han løber hen til kiosken. Har du set en hund? Næh, siger kioskejeren, - Måske er han ovre i parken. Manden løber over i parken og ser Bruno i gang med at bedække en puddel. - Bruno! råber han, - det har jeg aldrig set dig gøre før! Og Bruno siger, - Næh, jeg har aldrig haft råd.

Golfstjernen Tiger Woods fortsætter med at undskylde, at han har været i seng med andre damer end Tigerinden. Det får mig til at tænke på Georges Simenon, den franske forfatter og kommissær Maigrets skaber, som i en tv-samtale med filminstruktøren Fellini i en bibemærkning fik flettet ind, at han (Simenon) havde været sammen med omkring 11.000 kvinder - et tal, som hans kone dog realistisk anslog til ikke at overstige 1100. Undskyldninger var der ikke tale om, ikke engang for dårlig regnskabsføring - men det var jo også i tresserne, og i Frankrig. I netop den periode var erkendelsen af den ægteskabelige utroskabs alvorlige karakter åbenbart mangelfuld.

Romanen Austerlitz af W G Sebald er en fantastisk bog. Den er speciel på alle måder. Dels indeholder den små sort-hvide fotos, som illustrerer historien, dels er den typografisk original, skrevet uden kapitler eller afsnit. Til gengæld er den sat med ret store typer. Det er en af den slags historier, man ikke kan fortælle så meget om. Den handler om manden Jacques Austerlitz, som i løbet af en serie møder med historiens fortæller, ved hjælp af arkitektur, historie og personlige erindringer opruller en gåde. Hvem er drengen, som i 1939 bliver sendt til England? Og hvad er han? Det er en af mine yndlingsromaner, og den vil leve i min erindring, når mange andre er glemt. Herhjemme er den udgivet af Tiderne Skifter. Leder man efter en uforglemmelig historie, så leverer Jacques Austerlitz varen til fulde. Sebald var tysker, men boede i England. Ved sin død som 57-årig i 2001 - ved en trafikulykke -  var han på tale som modtager af Nobelprisen i litteratur.

Med pædagogisk stemmeføring debuterede DR2’s nye værter på filmprogrammet ‘Premiere’ i aftes.

Hr. Blød Mand: Denne film vil skabe glade ansigter på bagsædet af Berlingoen …

Frk. Filmskrap: Desværre! Jeg blev hverken forført, bevæget eller klogere på verden, og når jeg ikke bliver det, får jeg skarp stemme og pandehår.

Francisco Goya var spansk hofmaler og levede fra 1746 til 1828. På Pradomuseet i Madrid kan man se en stor samling af hans billeder. Øverst er der flere sale, som indeholder hans vidunderlige, idylliske landskabelige scener. På mellemetagen findes en stor samling portrætter, og i kælderen - meget passende - kan man se hans fantastiske ’sorte billeder’ - Las Pinturas Negras. Verdens voldsomhed satte sine spor på Goya. De sorte billeder viser hvordan.

Min søn David har venligst installeret en knap ude til højre - ‘kontakt Lars’ - som fører videre til en e-mailblanket. Man kan også kommentere en post direkte ved at klikke på den og udfylde feltet, som dukker op. Relevante kommentarer forbeholder jeg mig ret til at citere - her således Erik H. B., som allerede har kommenteret forårsrengøringen: ‘ Nydelig! Velskrevet! Dejlig korte tekster, man gider løbe igennem! Og så brillerne … sådan nogen vil jeg også have, bare større. ‘

Jeg har i over to år skrevet en klumme i Helsingør Dagblad, og nogen har spurgt, hvorfor jeg ikke lægger klummen på min blog. Det skyldes, at den oftest vedrører Helsingoranske forhold. Men her er en smagsprøve:

Lukket og slukket

Takket være besparelser, kommunesammenlægninger og almindelig ligegyldighed over for alt, hvad der ikke kan måles i penge, er det i løbet af de sidste ti år lykkedes at nedlægge ikke færre end 300 biblioteker i Danmark.

Det er næsten for godt til at være sandt.

Det er en kæmpepræstation på lige med det forfald, man har ladet skolerne lide. Alene her i kommunen skønnes det, at udgiften til blot at forhindre de miserable skoler i at forfalde yderligere er steget fra 180 til 200 millioner på et år.

Læg hertil de groteske forhold i sundhedssektoren, hvor privatklinikker for de velstående belønnes, mens flittige offentlige sygehusmedarbejdere fyres i stribevis af sparehensyn. Det går godt.

I min avis kunne jeg så forleden læse en artikel, som beretter, at vores museer – kunstmuseer, nationale samlinger etc – er ’en halvlukket fest for eliten’. Den typiske museumsgæst beskrives som en midaldrende kvinde med en akademisk uddannelse og en tendens til at stemme på De Radikale.

Artiklen i Politiken citerer en del museumsfolk for at sige, at det da også er ærgerligt, at man ikke formår at gøre museernes udstillinger bredere, så det ikke blot er den midaldrende akademikerdame, der tiltrækkes. Der skal mere fest og farver til, så vi alle kan få øjnene op for det saliggørende ved at gå på kunstudstilling.

Hvornår kan vi læse en artikel, som beretter, at DR’s underholdningsflade med talentkonkurrencerne i spidsen er en halvlukket fest for fjollehovederne – et dyrt, licensbetalt tumpe-show, som savner enhver evne til at tiltrække mere tænksomme borgere?

Hvis kunstmuseerne skal til at snobbe nedad, så alle vil på kunstmuseum, skal public service tv så ikke også til at snobbe lidt opad?

Det korte svar er nej.

Det er lettere at snobbe nedad end opad.

Udadtil – når der skal formuleres visioner – er der ingen ende på, hvor kloge og kompetente, vi skal være. Vi skal ligge på top fem over de klogeste, rigeste, lykkeligste og flinkeste.

Indadtil ligger landet lidt anderledes. Indadtil satses ikke på dannelse eller uddannelse. Indadtil trækkes købmandsregeringens nedslidte kærre frem af de to magre heste, Frygt og Forbrug.

Skoler forfalder, bibliotekerne lukkes. 300 biblioteker på ti år. En ekspert forudsagde forleden i tv, at vi i løbet af de næste ti år vil se lukningen af 400 mindre skoler landet over. 700 kulturbærende institutioner uigenkaldeligt udraderet på femten år. Det må siges at være en præstation!

Det tragiske er selvfølgelig konsekvenserne. Ved på den ene side at holde befolkningen hen med højstemte flovser om videnssamfund og international storhed og på den anden så lemfældigt at forsømme grundlaget for en sådan eventuel fremtid har den nuværende regering sikret, at det vil tage kommende regeringer årtier blot at nå tilbage til en punkt, hvor bare toiletterne på folkeskolerne fungerer.

Regeringens efterladenhed med hensyn til de basale forudsætninger for udviklingen savner sidestykke. Aldrig har fremtidsdrømmene været så klangfuldt formuleret. Aldrig har de haft mindre forankring i virkeligheden. Det er de opvoksende generationer, som vil betale prisen. De må I sgu meget undskylde, børn!

Dave Swarbrick og jeg skulle have spillet nogle koncerter i maj, hvor vi også ville have givet publikum en forsmag på den dokumentarfilm, som Line Buttenschøn, Sascha Pepke og jeg har arbejdet på siden sidste års turne. Men på grund af travlhed har vi måttet udskyde både livekoncerter og filmpremiere. Dave er ved at lægge sidste hånd på en ny cd, hvor han spiller sammen med i alt 12 musikere, heriblandt den canadiske reggaestjerne Jason Wilson og hans band. Det er en nyskabende, fantastisk plade, som har titlen ‘Raison d’etre’. Den udgives på Daves nystiftede pladselskab Shirty Records og kan inden længe bestilles via Daves hjemmeside. Hold øje med siden her for information om fremtidige jobs og filmpremiere på ‘Accompanying Dave Swarbrick’.

Det er snart et år siden, ‘Illinois’ udkom, og i den tid har den været tilgængelig som download her fra siden - det er den stadig. Vi har fået tilbagemeldinger fra folk, som er glade for at sætte deres computer til at spille pladen, men vi har også fået mails fra folk, som, gerne vil have den i fast form, dvs. som en god gammeldags cd i emballage. Derfor er vi nu ved at forberede en rigtig pladeudgivelse i et begrænset oplag. ‘Illinois’ vil være tilgængelig som download en tid endnu i immateriel form. Men i løbet af nogle måneder vil du ved at sende en e-mail kunne erhverve dit eget, signerede eksemplar, som du vil få tilsendt med posten. Og det er altså noget andet! Hvem vil for eksempel købe en virtuel rullekravesweater? Nej, man skal kunne sidde med det i hånden. Det er langt det bedste.