Klumme # 1

img_13491

Jeg har i over to år skrevet en klumme i Helsingør Dagblad, og nogen har spurgt, hvorfor jeg ikke lægger klummen på min blog. Det skyldes, at den oftest vedrører Helsingoranske forhold. Men her er en smagsprøve:

Lukket og slukket

Takket være besparelser, kommunesammenlægninger og almindelig ligegyldighed over for alt, hvad der ikke kan måles i penge, er det i løbet af de sidste ti år lykkedes at nedlægge ikke færre end 300 biblioteker i Danmark.

Det er næsten for godt til at være sandt.

Det er en kæmpepræstation på lige med det forfald, man har ladet skolerne lide. Alene her i kommunen skønnes det, at udgiften til blot at forhindre de miserable skoler i at forfalde yderligere er steget fra 180 til 200 millioner på et år.

Læg hertil de groteske forhold i sundhedssektoren, hvor privatklinikker for de velstående belønnes, mens flittige offentlige sygehusmedarbejdere fyres i stribevis af sparehensyn. Det går godt.

I min avis kunne jeg så forleden læse en artikel, som beretter, at vores museer – kunstmuseer, nationale samlinger etc – er ’en halvlukket fest for eliten’. Den typiske museumsgæst beskrives som en midaldrende kvinde med en akademisk uddannelse og en tendens til at stemme på De Radikale.

Artiklen i Politiken citerer en del museumsfolk for at sige, at det da også er ærgerligt, at man ikke formår at gøre museernes udstillinger bredere, så det ikke blot er den midaldrende akademikerdame, der tiltrækkes. Der skal mere fest og farver til, så vi alle kan få øjnene op for det saliggørende ved at gå på kunstudstilling.

Hvornår kan vi læse en artikel, som beretter, at DR’s underholdningsflade med talentkonkurrencerne i spidsen er en halvlukket fest for fjollehovederne – et dyrt, licensbetalt tumpe-show, som savner enhver evne til at tiltrække mere tænksomme borgere?

Hvis kunstmuseerne skal til at snobbe nedad, så alle vil på kunstmuseum, skal public service tv så ikke også til at snobbe lidt opad?

Det korte svar er nej.

Det er lettere at snobbe nedad end opad.

Udadtil – når der skal formuleres visioner – er der ingen ende på, hvor kloge og kompetente, vi skal være. Vi skal ligge på top fem over de klogeste, rigeste, lykkeligste og flinkeste.

Indadtil ligger landet lidt anderledes. Indadtil satses ikke på dannelse eller uddannelse. Indadtil trækkes købmandsregeringens nedslidte kærre frem af de to magre heste, Frygt og Forbrug.

Skoler forfalder, bibliotekerne lukkes. 300 biblioteker på ti år. En ekspert forudsagde forleden i tv, at vi i løbet af de næste ti år vil se lukningen af 400 mindre skoler landet over. 700 kulturbærende institutioner uigenkaldeligt udraderet på femten år. Det må siges at være en præstation!

Det tragiske er selvfølgelig konsekvenserne. Ved på den ene side at holde befolkningen hen med højstemte flovser om videnssamfund og international storhed og på den anden så lemfældigt at forsømme grundlaget for en sådan eventuel fremtid har den nuværende regering sikret, at det vil tage kommende regeringer årtier blot at nå tilbage til en punkt, hvor bare toiletterne på folkeskolerne fungerer.

Regeringens efterladenhed med hensyn til de basale forudsætninger for udviklingen savner sidestykke. Aldrig har fremtidsdrømmene været så klangfuldt formuleret. Aldrig har de haft mindre forankring i virkeligheden. Det er de opvoksende generationer, som vil betale prisen. De må I sgu meget undskylde, børn!

 

This entry was posted in Blog. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>