Lars Kjædegaard

Lørdag bød på den årlige slagerfestival, som fik disse ord med på vejen af den svenske tabloidpresse, som skal roses for effektiv overskrifts-kunst. Tre ord siger det hele. På dansk ville denne overskrift være endnu kortere: Nedlæg lortet. Dette bramfri statement ville muligvis ikke være blevet trykt, hvis ikke Sveriges egen kandidat havde lidt et forsmædeligt nederlag i semifinalen. De svenske tabloid-spisesedler er gule. Det virker på en eller anden måde mere alarmerende end vore hjemlige hvide.

Her er et højhus fra det vestlige Stockholm. Jeg har på mine ældre dage udviklet en trang til at fotografere totalt almindelige bygninger, når jeg er et sted i Europa. Jeg kan godt lide at se specielle steder, såsom middelalderbyen Toledo, som vi besøgte i foråret. Men dem fotograferer alle. Jeg har bemærket visse fællestræk i den svenske, tyske og spanske forstadsarkitektur, som adskiller sig væsentligt fra vores egen. Linierne er større, indtrykket tungere. I dette hus bor mange mennesker. Det ligger højt på en klippe i det kuperede terræn, som gør Stockholm så anderledes end fx. København. Man har ikke forsøgt at bygge et smukt hus, men et funktionelt tårn af en vis kvalitet. Dets væsentligste kvalitet er selvfølgelig beboernes udsigt - den må være formidabel. Jeg kan forestille mig, at der er en slags terrasse på taget tyve etager oppe. Der er noget uimodsigeligt ved den slags huse.

På en biltur til Stockholm i weekenden standsede vi ved flere rastepladser. Jeg kan godt lide rastepladser. De er altid lidt forskellige. De har tit en personlighed, som dukker op, når man tilbringer en lille halv time med at drikke kaffe - og spise en kage. Jeg har tidligere præsenteret den nationale, gul-blå svenske træstamme. Denne gang havde jeg egentlig tænkt mig at undgå netop denne tunge lille krabat, men på hjemturen drak vi kaffe på et lille sted. Vi var næsten alene, og måske var det derfor, at værten ledsagede vores kaffe med en grøn ‘punsch-rulle’ on the house. - You like? sagde han på engelsk. Ja, sagde vi, we like. Jeg stillede min rulle op i vindueskarmen, så den kunne kigge ud på det klippede græs. Og så åd jeg den.

Swarbricks nye plade - omtalt i den tidligere post - er udgivet på hans eget nystiftede pladeselskab, ‘SHIRTY’, hvis logo ses herover. Det er tegnet af Daves kone Jill og viser Dave i natskjorte. ‘Shirty’ betyder ‘pirrelig’. Man aner måske en antydning af protest mod store pladeselskaber.

Jeg ved, at der er en del Swarbrick-fans blandt læserne af denne blog, og dem vil jeg anbefale at klikke ind på Daves hjemmeside på www.folkicons.co.uk/swarb.htm, hvor hans nye cd, ‘Raison d’Etre’ kan købes. Den er et mesterværk - intet mindre. Den indeholder en del af de numre, som Dave havde med på vores sidste tur, heriblandt noget meget gammel musik. Men også to nye kompositioner af Dave selv - ‘Andy’s Waltz’ og ‘Sweet Alban’. Der er også en reggae-medley, som ældre fans vil genkende fra Daves allerførste plade, ‘Rags, Reels & Airs’. På den nye version backes han op af den canadiske reggaestjerne Jason Wilson og hans band. Der medvirker 12 musikere på pladen, heriblandt Beryl Marriott (piano), Martin Carthy (guitar), Kevin Dempsey (guitar), John Kirkpatrick (button accordeon) og Simon Mayor (mandolin). Dave har selv produceret pladen i sit 69. år. Køb den og hør, hvor længe livet kan vare!

Filminstruktøren David Lynch sagde engang, at han flere gange i sit liv havde bygget et udhus, hvor han kunne være alene med sine tanker. Dels kunne han godt lide at bygge huset, dels kunne han godt lide at være derinde med sine skumle tanker. Så hvem ved - uden udhus, måske ingen Laura Palmer eller ‘Twin Peaks’. Min egen pendant til sådan et udhus er mit kontorkøkken, hvor jeg har mine malerier. Der er også en kattebakke, diverse rengøringsartikler og en gammel ghetto-blaster. Mht. det at male, så har jeg opdaget, at man rundt omkring i genbrugsforretninger kan købe gamle malerier, som ofte har en begrænset kunstnerisk værdi, men som tit er rammet pænt ind. De fås for en slik. Tricket er at finde virkelig forglemmelige malerier i flotte rammer. Så maler man billedet over og genbruger lærredet. Man arver helt automatisk rammens patina. Når sådan et overmalet, hvidt lærred står på staffeliet, er det bare at gå i gang - eller vente.

Patienten:  Har De ikke noget til gule tænder?

Tandlægen: Tjoh, hr, hvad med et brunt slips?

****

En fin dame i krinolinekjole er steget af postvognen og modtages af en herre.

Herren: Kom De på postvognen?

Den fine dame: Ja, men jeg fik det til at lyde som et astmaanfald.

Efter aftenens to eskapistiske, men underholdende krimier var virkeligheden tilbage, og jeg opdagede to ting. I slippet mellem den østrigske krimi og ‘Deadline’ viste DR2 vanen tro et ‘Normalerweise’-klip - et af dem, hvor en dansk pige kommer ned i en kælderbutik, hvor en sort kvinde rutinemæssigt slår hende for nogle penge med henvisning til et eller andet absurd racistisk motiv, som den dumme danskerpige naturligvis æder råt. Da sketchen var slut, opdagede jeg, at den var instrueret af Tea Lindeburg, som er den ene halvdel af DR2’s nye ‘Premiere’-team - hende, jeg tidligere har omtalt som ‘Frk. Filmskrap‘. Det er altid sjovt at se, hvad smagsdommere selv har at byde på, når de ikke uddeler tæsk til verdens filmskabere.

I den mere alvorlige afdeling kunne ‘Deadline’ med et citatklip af Anders Fogh Rasmussens store ‘Der er ikke en frø, ikke en fisk’ etc.-tale berette, at Danmark ligger på en 23. plads blandt landene i Europa, når det gælder bevaring af biodiversiteten, samt at 30% af vore 30.000 dyrearter er truet af udryddelse. Vores landbrug ødelægger simpelthen naturen. Vel ønsker den nuværende statsminister os op blandt de fremmeste i klassen, men hvad angår naturen sidder vi åbenbart stadig og pjatter nede bagved. Så Foghs inderlige ord om den glade frø var altså også løgn.

Læg hertil den konsekvente udsultning og negligering af landets randområder, tolerancen over for åbenlys dyremishandling på den store skala i fx. svineproduktionen, den systematiske nedlæggelse af hundredvis af biblioteker og skoler og den manglende vilje til at vedligeholde de tiloversblevne skoler - og der tegner sig et ret omfattende billede af, hvad de sidste ti års politiske styre kan og ikke kan.

Men okay - vi fik ‘Smagsdommer’-kulturen. Heldige os.

I aften kan man nyde to 50-minutters krimier på DR2. Den første er engelsk - ‘Mord i forstæderne’ - og den er placeret i den solide og ikke overdrevent makabre del af spektret. Hovedpersonerne er to kvindelige strømere, og der er gjort en del ud af deres dialog. Som kontrast følger derefter den østrigske ‘Hurtig opklaring’, som alene ved sit østrigske miljø adskiller sig fra de serier, vi er vant til. Også her er hovedpersonen en kvinde. Stilen er lidt mere makaber, da hovedpersonens fraskilte mand er patolog og gerne viser sit arbejde frem.

Det er god tilrettelæggelse at sende to episoder af to så forskellige serier lige efter hinanden. En velkommen afvigelse fra de Morse-, Frost- og Barnabyepisoder, som for os midaldrende seere uvægerligt er genudsendelser.

Min absolutte favoritserie i den boldgade er den engelske ‘Foyle’s War’ - en mesterlig serie, som udspiller sig på Englands sydkyst under krigen. Den har vi desværre også brugt op her i huset - og ifølge nettet får vi ikke den eminente Michael Kitchen at se i rollen som Foyle inden for den nærmeste fremtid.

Reimer Bo Christensens interview med storsvindleren Stein Bagger rejser nogle interessante spørgsmål. Her er et par af dem: Er det en public service-stations opgave at give dømte kriminelle udstrakt taletid i tv? Er det korrekt opfattet, at interviewet blev lavet på præmisser opstillet af Bagger? Kan interviewet i så fald siges at være lødig journalistik? Ifølge medierne blev interviewet lavet af et produktionsselskab og derefter solgt til DR. Er det korrekt opfattet, at ansatte i DR på den måde kan lave side-produktioner og sælge dem til deres egen arbejdsgiver? Og endelig: Er formålet med at straffe folk som Bagger ved at sætte dem i fængsel ikke på en vis måde forbundet med et ønske fra offentligheden om ikke at høre mere til dem lige med det første?