Efter aftenens to eskapistiske, men underholdende krimier var virkeligheden tilbage, og jeg opdagede to ting. I slippet mellem den østrigske krimi og ‘Deadline’ viste DR2 vanen tro et ‘Normalerweise’-klip - et af dem, hvor en dansk pige kommer ned i en kælderbutik, hvor en sort kvinde rutinemæssigt slår hende for nogle penge med henvisning til et eller andet absurd racistisk motiv, som den dumme danskerpige naturligvis æder råt. Da sketchen var slut, opdagede jeg, at den var instrueret af Tea Lindeburg, som er den ene halvdel af DR2’s nye ‘Premiere’-team - hende, jeg tidligere har omtalt som ‘Frk. Filmskrap‘. Det er altid sjovt at se, hvad smagsdommere selv har at byde på, når de ikke uddeler tæsk til verdens filmskabere.
I den mere alvorlige afdeling kunne ‘Deadline’ med et citatklip af Anders Fogh Rasmussens store ‘Der er ikke en frø, ikke en fisk’ etc.-tale berette, at Danmark ligger på en 23. plads blandt landene i Europa, når det gælder bevaring af biodiversiteten, samt at 30% af vore 30.000 dyrearter er truet af udryddelse. Vores landbrug ødelægger simpelthen naturen. Vel ønsker den nuværende statsminister os op blandt de fremmeste i klassen, men hvad angår naturen sidder vi åbenbart stadig og pjatter nede bagved. Så Foghs inderlige ord om den glade frø var altså også løgn.
Læg hertil den konsekvente udsultning og negligering af landets randområder, tolerancen over for åbenlys dyremishandling på den store skala i fx. svineproduktionen, den systematiske nedlæggelse af hundredvis af biblioteker og skoler og den manglende vilje til at vedligeholde de tiloversblevne skoler - og der tegner sig et ret omfattende billede af, hvad de sidste ti års politiske styre kan og ikke kan.
Men okay - vi fik ‘Smagsdommer’-kulturen. Heldige os.