
Filminstruktøren David Lynch sagde engang, at han flere gange i sit liv havde bygget et udhus, hvor han kunne være alene med sine tanker. Dels kunne han godt lide at bygge huset, dels kunne han godt lide at være derinde med sine skumle tanker. Så hvem ved – uden udhus, måske ingen Laura Palmer eller ‘Twin Peaks’. Min egen pendant til sådan et udhus er mit kontorkøkken, hvor jeg har mine malerier. Der er også en kattebakke, diverse rengøringsartikler og en gammel ghetto-blaster. Mht. det at male, så har jeg opdaget, at man rundt omkring i genbrugsforretninger kan købe gamle malerier, som ofte har en begrænset kunstnerisk værdi, men som tit er rammet pænt ind. De fås for en slik. Tricket er at finde virkelig forglemmelige malerier i flotte rammer. Så maler man billedet over og genbruger lærredet. Man arver helt automatisk rammens patina. Når sådan et overmalet, hvidt lærred står på staffeliet, er det bare at gå i gang – eller vente.