
På en biltur til Stockholm i weekenden standsede vi ved flere rastepladser. Jeg kan godt lide rastepladser. De er altid lidt forskellige. De har tit en personlighed, som dukker op, når man tilbringer en lille halv time med at drikke kaffe – og spise en kage. Jeg har tidligere præsenteret den nationale, gul-blå svenske træstamme. Denne gang havde jeg egentlig tænkt mig at undgå netop denne tunge lille krabat, men på hjemturen drak vi kaffe på et lille sted. Vi var næsten alene, og måske var det derfor, at værten ledsagede vores kaffe med en grøn ‘punsch-rulle’ on the house. – You like? sagde han på engelsk. Ja, sagde vi, we like. Jeg stillede min rulle op i vindueskarmen, så den kunne kigge ud på det klippede græs. Og så åd jeg den.