Lars Kjædegaard

Haves: Fiberpels

Ønskes: Feberpils

&

Haves: Skødedyr

Ønskes: Skydedør

Det danske fødbøldlandshold vendte hjem i aftes ‘med fiasko i kufferten’, som tv-reporteren sagde. De hjemvendte spillere skulle konfronteres med deres forsmædelige nederlag. En blev spurgt, om det var rigtigt, at holdet var var ‘fornærmede’ over kritikken. ‘Fornærmende?’ svarede spilleren forbløffet. Nej, fornærmede. Næ, det kendte han ikke noget til. Spørgsmålet melder sig, hvem der i virkeligheden blev fornærmet her. Bortset fra det kan man iagttage den samme mekanisme i forbindelse med fødbøld-tabere og hjemvendte soldater, der er blevet slået i krig. Så vender stemningen subtilt men nådesløst. Det gjaldt USA’s hjemvendte soldater fra Vietnam, og det gjaldt såmænd også de danske Jenser efter 1864. Så skulle der pludselig hånes. Man kan glæde sig over, at fødbøld-VM i det mindste ikke krævede døde, men rent menneskeligt er der sgutte meget at råbe hurra for.

Gamle bøger

Engang kom jeg meget i den hedengange ’Bladbiksen’ i Fiolgade, som var leveringsdygtig i krimier, som ikke var hyldevare hos boghandlerne, og med mellemrum også meget sjældne numre af ’Playboy’.

En dag kom en jysk ven til byen og spurgte, om der fandtes et antikvariat? Jeg henviste ham til kælderbutikken i Fiolgade, og senere på eftermiddagen vendte han tilbage i højt humør med en stak kunstbøger, som han havde ledt efter længe, men ikke havde råd til bare at bestille på nettet.

’Bladbiksen’ forsvandt, men nu er forretningen til manges glæde genåbnet som antikvariat. Nu er det igen muligt at finde bøger, som ikke er nye, og som derfor har en særlig integritet, befriet for reklamens lokkende toner.

Det siges, at antikvariater er en truet art – men jeg tvivler. Der ligger mange gamle bøger rundt omkring, og genbrug på dette område er en indlysende ting, da det at smide bøger på lossepladsen for mange føles helt forkert.

Det er ikke let at leve af at sælge bøger - det ved jeg. At drive et antikvariat stiller nogle helt bestemte krav. Udbudet skal være varieret, og stakken af gamle numre af ’Playboy’ – som måske ville virke vulgær hos Arnold Busck – er her helt på sin plads. Der skal, som man siger, være noget til at lokke husarerne ind.

Og mangt en husar vil føle sig tilskyndet til at kigge videre på hylderne. Fidusen ved antikvariater er, at man både finder ting, som fremkalder en nostalgisk glæde – det kan være en udgave af Kiplings ’Havets Helte’ i Gyldendals serie af udødelige ungdomsbøger – og ting, man ikke anede overhovedet fandtes. Det kan være en vintage-krimi af Lars Kjædegaard.

En anden god ting – hvis man er til den slags – er det faktum, at mange af bøgerne allerede er læst af nogle andre. Det holder jeg meget af. En bog får på en eller anden måde mere personlighed, når man ved, at en anden læser har hygget sig med den. Antikvariske bøger har for eksempel deres egen lugt. Den er en mærkelig blanding af støv, sommerhus, telt og tom kagedåse. Hvorfor det fremkalder glæde, aner jeg ikke, men det gør det, i hvert fald hos undertegnede.

I et antikvariat bliver man konfronteret med sig selv. Hvad vil du have? Og i det tidløse, u-opreklamerede sortiment er man nødt til at stole på sig selv, mens man hos boghandleren har top-ti-listen at rette sig efter, hvis man er i vildrede. Det er lidt som forskellen på at købe et møbel i en genbrugsbutik og at købe det i IKEA. Køber man genbrug, har man ikke IKEA-katalogets forsikring om, at dette er et prima, topmoderne skuffedarium. Man løber risikoen for at komme hjem med noget argt bras, men så er det jo ens egen skyld. Under alle omstændigheder kommer man hjem med noget unikt, og unikt er godt. Som de siger i ’Kender du typen?’ – ’det sender et signal om, at her er én, som virkelig ved, hvad han går efter’.

At vide, hvad man går efter, er ingen ringe ting i dagens shoppinglandskab, hvor parolen sommetider lader til at være den modsatte: Vi aner ikke, hvad vi går efter, men vi skal faneme nok få købt et eller andet.

At købe bøger i et antikvariat handler ikke om at købe et eller andet. Det handler om at købe noget, som man virkelig er tiltrukket af.

Da det desuden er en økonomisk særdeles overkommelig affære, kan jeg kun gungre uhæmmet på min reklametromme: Støt dit lokale antikvariat – og det vil støtte dig.

Her er maleren Harald Slott-Møllers billede ‘Sct Hans Aften’. Et ret flot billede, som udmærker sig ved ikke at have et bål, men alligevel gengive midsommernattens mystik, hvor hekse, kendisser og politikere kæmper om opmærksomheden hos de af os, som tiltrækkes af båltalens patos. En båltale er en fin ting at gå glip af, synes jeg, ligesom jeg med stor lethed kan undvære både den ene og den anden midsommervise. Det giver ganske enkelt ingen mening for mig. Det postulerer en samhørighed, som jeg ikke mener findes - som en lejrbålsversion af Eurovision Song Contest. Hekseafbrændingen er en ret ny skik, iflg. Wikipedia fra først i 1900-tallet. Store bål, en figur, der skal brændes, nationalsang - og så en inderlig festtale apropos ingenting. Hver sin smag. Man kunne se George Clooney i filmatiseringen af Elmore Leonards ‘Out of Sight’ på dvd. Bare et forslag.

Denne roman af Michael Chabon er virkelig god. Dens præmis er, at staten Israel aldrig blev oprettet, men at det jødiske hjemland i stedet - for en periode - blev i … Alaska. Det lyder uldent, men Chabon har talentet og visionen til at få denne kriminalroman til at blive til mere end en krimi. På den ene side er det en traditionel krimi, på den anden side er den en meget overbevisende historie om, hvordan tingene kunne være gået. Chabons udgave af et alternativt Israel er sjov og overbevisende. Selve historien har Messianske overtoner, for nu at sige det mildt. Det jødiske territorium i Alaska står over for afvikling, en mordgåde skal løses, og det bliver den. Hvis man er interesseret i jødiske motiver, er ‘Det jødiske politiforbund’ en sikker vinder. Michael Chabon er et kæmpetalent. Det er alvorligt, men sjovt. Filmbrødrene Joel og Ethan Coen skal efter sigende filmatisere den. Jeg kan godt lide nogle af deres film, men finder deres nådesløse satire en anelse kold. En filmatisering af denne historie kan blive rigtig god, eller den kan blive kynisk. Derfor - læs bogen. Det er fremragende sommerlæsning. Ved nærmere eftertanke er den også fremragende vinterlæsning. Som et skilt på Strandvejen i min barndom sagde: ‘Tag den med ro, tag på Skotterup Kro’.

Hvis man læser engelsk og er interesseret i den amerikanske borgerkrig, er Tony Horwitz’ ‘Confederates in the Attic’ en stor fornøjelse. Horvitz fik som dreng interesse for borgerkrigen (som er den mest beskrevne krig nogensinde: ca. 60.000 bøger er skrevet om den) fra sin bedstefar, som var indvandret jøde fra Rusland. Som dreng lavede Horvitz et stort vægmaleri på loftet derhjemme, hvor han visualiserede krigen. ‘Confederates in the Attic’ handler om borgerkrigens manifestationer i dagens USA, og der er flere, end man måske skulle tro. Specielt i Sydstaterne hænger nederlagets spøgelse ved. Tony Horwitz kan kunsten at skrive underholdende og til tider rigtig sjovt om noget meget komplekst og tragisk. Bogen udkom i 1999 og er siden blevet en klassiker.

Og nu vi er ved de gode bøger: Michael Crummeys ‘River Thieves‘ fra 2002 må være en af de fornemste romandebutter i nyere tid. Den begynder tidligt i 1800-tallet, hvor den unge engelske søofficer David Buchan ankommer til Newfoundland for at skabe kontakt med Beothuk-indianerne, som er den store ø’s oprindelige beboere. Den engelske ekspedition må trænge ind i land langs en flod og søge hjælp og viden hos tidligere kolonisatorer, heriblandt pelsjægeren John Peyton og hans gamle far, som kender både landet og indianerne. Det er så ubetinget den bedste roman om mødet mellem den hvide og den røde mand, jeg nogensinde har læst. Den er sanselig og rolig, men også ubarmhjertig. Det er ganske enkelt en bog, man aldrig glemmer.

Jette K. skriver: ‘Tillykke med de 37. Det må have været lange år, for der står selv i dine bøger, at du er født i 1955. Hvorfor ser du ud, som om du har fået en lang næse i fødselsdagsagave? Eller er det bitterhed over, at du ikke kan følge med de unge på Facebook?’ Av, Jette, den sved. Nej, der er ingen bitterhed, og gaverne var helt i top - en træningsbarre, som nu er skruet op på væggen, og som jeg løfter mig op i for at styrke kajakmusklen. Næsen ser måske længere ud, fordi jeg har taget mine briller af. Ellers kan jeg ikke hitte rundt i knapperne på mit kamera. Brillerne har siddet der siden 1964, så det var en lettelse at få dem af.

Jeg byttede mig til en ny, gammel lænestol til mit kontor. Den kom fra et hjem med en sød kat. Vores egne to katte, Elvis og Melis, lader til at have fået færten. Spørgsmålet er nu, hvor jeg skal sidde. ‘Du kan sgu da bare jave dem ned’, sagde en af mine venner. Kan jeg? Ja, selvfølgelig kan jeg det, det gør jeg tit, når Elvis okkuperer min tv-stol. Men nogle mennesker har det ikke sådan. Jeg kender fx. en dame, som ikke ‘javer’ katte væk fra sofaen, men gladeligt accepterer en mindre bekvem plads, indtil pelsdyret bekvemmer sig til at flytte sig. Sådan er vi så forskellige.

Forleden ledte jeg efter et par nye cowboybukser og fandt et par til 800 kroner, som bar påskriften ‘autentisk’. En ægte udgave af de gode, gamle Levi’s. (Prisen var ikke helt så autentisk). Jeg købte dem ikke. Jeg har udviklet en stærk skepsis overfor begrebet ‘autentisk’, som bruges hæmningsløst i reklameøjemed. Men det er ikke den eneste grund. Det er et ord, hvis anvendelse ophæver dets betydning. Hvis man siger, at noget er autentisk, så er det det pr. definition ikke længere. Så er der tænkt over det. Og det, der karakteriserer det autentiske er, at det ikke tænker på sig selv som enten autentisk eller ikke-autentisk og derfor ikke opererer med begrebet. Et lignende ord er ’spontan’. Hvis man bliver inviteret til ’spontan hygge’ den 12. i næste måned, så ved man ligesom også på forhånd, at det muligvis bliver hyggeligt - men ikke spontant.

Beslægtede eksempler på det letfordærvelige forhold mellem ord og den virkelighed, de dækker, findes i diverse moderne modeflovser, ofte anvendt af politikere: ‘Kvalitetssikring’, ‘livskvalitet’, ‘omsorgsskabende’, ‘tryghedsgivende’, og mange andre. Når disse ord kommer på banen, kan man være ret sikker på, at det essentielle begreb i ordene er truet, muligvis allerede væk.