Forleden ledte jeg efter et par nye cowboybukser og fandt et par til 800 kroner, som bar påskriften ‘autentisk’. En ægte udgave af de gode, gamle Levi’s. (Prisen var ikke helt så autentisk). Jeg købte dem ikke. Jeg har udviklet en stærk skepsis overfor begrebet ‘autentisk’, som bruges hæmningsløst i reklameøjemed. Men det er ikke den eneste grund. Det er et ord, hvis anvendelse ophæver dets betydning. Hvis man siger, at noget er autentisk, så er det det pr. definition ikke længere. Så er der tænkt over det. Og det, der karakteriserer det autentiske er, at det ikke tænker på sig selv som enten autentisk eller ikke-autentisk og derfor ikke opererer med begrebet. Et lignende ord er ‘spontan’. Hvis man bliver inviteret til ‘spontan hygge’ den 12. i næste måned, så ved man ligesom også på forhånd, at det muligvis bliver hyggeligt – men ikke spontant.
Beslægtede eksempler på det letfordærvelige forhold mellem ord og den virkelighed, de dækker, findes i diverse moderne modeflovser, ofte anvendt af politikere: ‘Kvalitetssikring’, ‘livskvalitet’, ‘omsorgsskabende’, ‘tryghedsgivende’, og mange andre. Når disse ord kommer på banen, kan man være ret sikker på, at det essentielle begreb i ordene er truet, muligvis allerede væk.