Gamle bøger
Engang kom jeg meget i den hedengange ’Bladbiksen’ i Fiolgade, som var leveringsdygtig i krimier, som ikke var hyldevare hos boghandlerne, og med mellemrum også meget sjældne numre af ’Playboy’.
En dag kom en jysk ven til byen og spurgte, om der fandtes et antikvariat? Jeg henviste ham til kælderbutikken i Fiolgade, og senere på eftermiddagen vendte han tilbage i højt humør med en stak kunstbøger, som han havde ledt efter længe, men ikke havde råd til bare at bestille på nettet.
’Bladbiksen’ forsvandt, men nu er forretningen til manges glæde genåbnet som antikvariat. Nu er det igen muligt at finde bøger, som ikke er nye, og som derfor har en særlig integritet, befriet for reklamens lokkende toner.
Det siges, at antikvariater er en truet art – men jeg tvivler. Der ligger mange gamle bøger rundt omkring, og genbrug på dette område er en indlysende ting, da det at smide bøger på lossepladsen for mange føles helt forkert.
Det er ikke let at leve af at sælge bøger – det ved jeg. At drive et antikvariat stiller nogle helt bestemte krav. Udbudet skal være varieret, og stakken af gamle numre af ’Playboy’ – som måske ville virke vulgær hos Arnold Busck – er her helt på sin plads. Der skal, som man siger, være noget til at lokke husarerne ind.
Og mangt en husar vil føle sig tilskyndet til at kigge videre på hylderne. Fidusen ved antikvariater er, at man både finder ting, som fremkalder en nostalgisk glæde – det kan være en udgave af Kiplings ’Havets Helte’ i Gyldendals serie af udødelige ungdomsbøger – og ting, man ikke anede overhovedet fandtes. Det kan være en vintage-krimi af Lars Kjædegaard.
En anden god ting – hvis man er til den slags – er det faktum, at mange af bøgerne allerede er læst af nogle andre. Det holder jeg meget af. En bog får på en eller anden måde mere personlighed, når man ved, at en anden læser har hygget sig med den. Antikvariske bøger har for eksempel deres egen lugt. Den er en mærkelig blanding af støv, sommerhus, telt og tom kagedåse. Hvorfor det fremkalder glæde, aner jeg ikke, men det gør det, i hvert fald hos undertegnede.
I et antikvariat bliver man konfronteret med sig selv. Hvad vil du have? Og i det tidløse, u-opreklamerede sortiment er man nødt til at stole på sig selv, mens man hos boghandleren har top-ti-listen at rette sig efter, hvis man er i vildrede. Det er lidt som forskellen på at købe et møbel i en genbrugsbutik og at købe det i IKEA. Køber man genbrug, har man ikke IKEA-katalogets forsikring om, at dette er et prima, topmoderne skuffedarium. Man løber risikoen for at komme hjem med noget argt bras, men så er det jo ens egen skyld. Under alle omstændigheder kommer man hjem med noget unikt, og unikt er godt. Som de siger i ’Kender du typen?’ – ’det sender et signal om, at her er én, som virkelig ved, hvad han går efter’.
At vide, hvad man går efter, er ingen ringe ting i dagens shoppinglandskab, hvor parolen sommetider lader til at være den modsatte: Vi aner ikke, hvad vi går efter, men vi skal faneme nok få købt et eller andet.
At købe bøger i et antikvariat handler ikke om at købe et eller andet. Det handler om at købe noget, som man virkelig er tiltrukket af.
Da det desuden er en økonomisk særdeles overkommelig affære, kan jeg kun gungre uhæmmet på min reklametromme: Støt dit lokale antikvariat – og det vil støtte dig.