Lars Kjædegaard

Forbrugerombudsmanden er gået ind i en sag, hvor en læser har købt et eksemplar af digteren Martin Jan Jepsens digtsamling ”Røde rødder” og ikke mener, at indholdet står mål med samlingens ’varedeklaration’. Læseren mener, at digtene er uforståelige og ikke, som bagsideteksten lover, ’en gribende afsøgning af identitetens mest smertefulde afkroge.’

Læseren, Mia Skyttel, siger i sin henvendelse til forbrugerombudsmanden blandt andet, - Det er det rene, skære, forvrøvlede pis. Det svarer til at anskaffe en digiboks og opdage, at knapperne på fjernkontrollen får toilettet til at skylle.

Hvis forbrugerombudsmanden giver klageren ret, kan Martin Jan Jepsens forlag risikere at blive idømt en bod for vildledning og dårlig markedsføringsskik.

Nej, det er løgn - det er noget, jeg lige fandt på.

Søndag efter midnat skrev jeg den mildt provokerende post om Facebook herunder. I løbet af i dag skrev jeg så om en af de mails, jeg havde fået desangående. Hvad jeg ikke skrev var, at jeg i morges fik to andre mails. De var begge venlige. Den ene indeholdt et link med en opfordring til at klikke på det, hvis jeg ville ‘se noget sjovt‘. Det gjorde jeg så og kiggede i næste sekund på nogle grusomme billeder af John F. Kennedys sønderskudte hoved. Jeg stirrede og lukkede linket. Den anden mailafsender spurgte, om jeg vidste, at der lå et klip af mit orkester, ‘Lars Kjædegaards Orkester’ på nettet? Nej, det vidste jeg ikke, men mailen opfordrede mig til at google et bestemt ord og klikke ind på den første post. Jeg googlede troskyldigt. Men allerede på listen over poster kunne jeg se, at der var tale om endnu et nummer - denne gang var det ikke døde kroppe, men det var heller ikke mig og bandet, det var jeg ret sikker på. Jeg undlod at klikke videre. Jeg kan ikke vide, om disse to mails var et resultat af min Facebookpost, men helt sikkert er det, at de kun var venlige på skrømt. Kald dem practical jokes. Alt dette vedkommer strengt taget ikke de daglige besøgende og de af jer, som skriver saglige mails - men hvis der sidder nogen, som skulle have lyst til at skrive en blog, så vil jeg råde dem til at være i det mindste forberedt på lidt af hvert, inden de åbner mails fra fremmede.

Det, der virkelig undrer mig er, at de to humbug-mails jo har en afsender. Jeg kunne i princippet svare dem eller skrive her, hvem de er, men det gider jeg ikke. Dette er en slags svar: skriv gerne, men undlad venligst at chokere/belemre mig med grusomhed/platheder.

Man kritiserer ikke ustraffet Facebook - hvilket selvfølgelig er den bedste grund til at gøre det. Bjørn H.J. skriver blandt andet, ‘uha uha da, så kom den indebrændte akademiker frem!!! Kom dog ind i kampen for helvede, eller slet din profil hvis du virkelig er så ordblind over for tidens massekommunikation!’ Vel talt, Bjørn! Men helt ærligt - min foregående post var jo ren provokation og en reaktion på nogle af de ting, som Facebook præsenterede for mig i dag. Målt i forhold til Facebook er det peanuts. Og med hensyn til at være indebrændt - lidt indebrændt er man vel altid. Det kan man også finde gode eksempler på på Facebook, og indebrændthed er der da ikke noget i vejen med - nogle af mine bedste venner er indebrændte. Jeg sletter ikke min profil at den grund. Facebook er et fascinerende og (for mig) skræmmende fænomen. Hvorfor skulle jeg ikke iagttage det? Og hvorfor skulle jeg ikke kommentere, hvad jeg ser, her på min blog? Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg aldrig få mails fra Bjørn. Det er godt for min blogstatistik. Og set fra en indebrændt akademikers synspunkt er det godt for demokratiet.

For nylig harcellerede jeg over begrebet ‘autentisk’ og ‘autenticitet’ og hvordan tingene ligesom holder op med at være det, når man siger, at de er det. - Vil du have et inderligt, hengivent kys, skat? Nej tak, eller rettere, jo tak, men ikke hvis du først skal kalde det et inderligt, hengivent kys, for så er jeg ved at brække mig.

Man finder også den selvspejlende, selvfejrende og selvglade tone på Facebook - ja, man finder næsten ikke andet. Den kække, pseudoselvironiske og kælne tone, der får folk til at skrive om sig selv, som om de var personer i ‘Venner’. Joseph Goebbels ville have klappet i sine små hænder.

Det er agurketid, men alligevel. Vi kender alle netavisernes populærstatistiske overraskelses-overskrifter, som får os til at sidde med tomme øjne og læse ting som, ‘Kvindelige rygere er lykkeligere’, ‘Hvaler kan lære at skrive’ eller ‘Pølser giver højere IQ’. Politikens netavis diverterer i dag med:

Folk, der står op, lever længere

Det er et udsagn, som har sin egen uimodsigelighed. Ja, folk, der står op, lever længere. Alene det faktum, at de står op, betyder, at de lever længere. De lever da i det mindste, til de ikke længere står op. Og hvem ved, måske får de også en halv times tids afslapning i fifaen, før Manden med Leen blidt banker på døren med sin knokkelhånd. Og jo, jo, jeg ved godt, at artiklen - som jeg ikke klikkede frem af lutter glæde over overskriften - indeholder velunderbyggede ord om, at vi, der henslæber dagen sammenpressede foran en computer har 13 % større risiko for at dø af tarmkræft, rygerlunger eller fedme end fx. tennistrænere. Når jeg ikke klikkede artiklen frem, skyldtes det magtesløsheden over, at jeg ikke i morgen kan vågne op som tennistræner og dermed have udsigt til at leve længere. Jeg er blandt dem med de 13 % højere risiko for etc. Sådan er det bare. Min mormor sagde somme tider: ‘Hvis jeg kan sidde, står jeg ikke op. Hvis jeg kan ligge, sidder jeg ikke.’ Men det var før netaviserne. Hun praktiserede dette ultraindlysende motto indtil den dag, hvor hun ikke længere havde noget valg og blev liggende, endeligt permanent, i sin favoritposition. I mindet om hende kunne Politikens netavis måske bringe overskriften:

Folk, der ligger ned, lever ikke længere

Dét ville mormor blive ked af at høre. Hun levede, til hun var over 90, og spørgsmålet melder sig, om ikke netop hendes evne til at lægge sig ned, når chancen bød sig, havde noget med det at gøre? Et andet spørgsmål presser sig også på: Ønsker vi/du at leve længere, hvis prisen er, at vi skal stå op i videst muligt omfang og føle dødsangstens organklaprende puls, hver gang vi sætter os med en kop mokka? Og et tredje spørgsmål: Netaviserne bugner også med tidninger om, hvordan sex forlænger livet. Jeg ved ikke med dig, men sex omfatter for mit eget vedkommende en betydelig liggen ned, og hvor er vi så henne? Ligger hemmeligheden bag et virkelig langt liv i stående sex? Det må da være en dobbeltwhopper, et styrtebad i endorfiner og levende, knaldsunde lægmuskler, hvis tilsyrede smerte sandelig nok skal minde os om, at den evige hvile ikke sådan er lige om hjørnet. Måske skulle vi skære igennem her:

Folk, der er døde, lever ikke længere

Og her hjælper selv ingen Chris McDonald, goddam it.

‘Mener du det - ‘Havets helte??!!’ skriver Jørn B. Ja, de ved da gud jeg gør, Jørn. Én ting er den fremragende film med den irriterende Freddie Bartholomew, som spiller rigmandssønnen Harvey Cheyne, som falder over bord fra en Atlantdamper og forvandler sig fra forkælet og tyrannisk plageånd til en ung mand i løbet af de måneder, han må tilbringe på fiskerbankerne, hvor den portugisiske fisker Manuel (Spencer Tracy, som fik TO Oscars) tager sig så ualmindelig fint af den opdragelse, som drengen aldrig har fået. Det er Rasmus og Oscar om igen. Rudyard Kiplings roman har lidt af samme lethed som Lindgrens mere alvorlige bøger. Der er ikke noget fedt på dem. De er tilgængelig for alle, og så er de mesterligt komponeret. Se filmen, læs bogen - de er begge alle pengene værd.

Tak til Inger K., som skriver: ‘God liste over romaner. Jeg går ud fra, at ‘Rasmus på farten’ er læsning fra din barndom? Senere på listen bliver det ligesom lidt mere højtflyvende, ikke?’ Jo, det kan du sige. Der er langt fra ‘Rasmus på farten’ til fx. ‘Homo Faber’ (som vi læste i gymnasiet). Og så alligevel ikke. Historien om Rasmus og vagabonden Oscar læste jeg ganske rigtigt, da jeg gik i de mindre klasser, men som roman betragtet hører den så afgjort hjemme på listen. Astrid Lindgren var efter min mening et litterært geni. Og RPF viser dette geni meget tydeligt. Den har det hele - spænding, eminent social skildring, det forældreløse barns møde med voksenverdenen. Det fine ved Astrid Lindgren var, at hun ikke stak noget under stolen. Hun var hård. Men hun skrev blødt. Og så kunne hun noget helt specielt (som også kendes fra ‘Emil fra Lønneberg’) - nemlig at beskrive forholdet mellem barnet og den rare voksne. I Emil er det karlen Alfred, i RPF er det vagabonden Oscar. Ingen sentimentalitet, ingen urealistiske overspringsmanøvrer, kun den rene og skære menneskelighed. Det, jeg husker mest tydeligt fra min første læsning af RPF er imidlertid børnehjemmet, nærmere betegnet forstanderinden Frøken Høg. Ved nærmere eftertanke er den gode Astrid nok ansvarlig for, at jeg selv - primært i min Grethe Lange-bøger - selv har opfundet nogle børnehjem af den mere dystre slags. RPF er glimrende filmatiseret, men hvis man kender børn, som trænger til en solid oplæsning, så må bogen anbefales. Jeg kan godt love opmærksomhed og store øjne i sofaen. En god roman er en god roman er en god roman. Som bekendt fik Astrid Lindgren til nogens store forargelse aldrig den Nobelpris, som hun åbenlyst var mere end kvalificeret til. Gik hun op idet? Blev hun knækket af manglen på fædrelandets ypperste hæder? Jeg tror, hun ville sige som karlen Alfred, da han aflyste giftemålet med pigen Line: Det med ægteskabet, Line, det tror jeg, vi skider på.

Det var her, Thomas Winding i sin enestående speakerfortælling til den danske tv-udgave tilføjede, - Men du må jo huske på, at Alfred var en karl på landet.

Astrid var selv en pige fra landet, og jeg tror helt ærligt, at hun kun havde lignende følelser til overs for Nobelakademin. Det vidste de måske.

Anyway - Astrid og Thomas W. er døde, og det er naturligvis helt uacceptabelt. Men Rasmus og Emil lever til evig tid!

Astrid Lindgren: Rasmus på farten

Rudyard Kipling: Havets helte

Arthur Conan Doyle: Baskervilles hund

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per

M.A. Goldschmidt: En jøde

Anton Kjædegaard: Skyggen af en ulv

Max Frisch: Homo Faber

Philip Roth: Indignation

Isaac Bashevis Singer: Enemies – A Love Story

Chaim Potok: My Name Is Asher Lev

Chaim Bermant: The Patriarch

Bernard Malamud: The Fixer

Mordecai Richler: Solomon Gursky Was Here

Ruth Rendell: Gallowglass

Elmore Leonard: Maximum Bob

W.G. Sebald: Austerlitz

David Guterson: Snow Falling on Cedars

Brian Moore: The Statement

Michael Crummey: River Thieves

Michael Chabon: The Yiddish Policemen’s Union

John le Carre: The Night Manager

James Lee Burke: In the Electric Mist with Confederate Dead

James Crumley: The Last Good Kiss

Charles Webb: Home School

Stephen King: The Stand

Larry Watson: White Crosses

Robin White: Siberian Light

Garrison Keillor: WLT - A Radio Romance

De schweiziske myndigheder har besluttet ikke at udlevere filminstruktøren Roman Polanski til USA. Beslutningen er truffet, fordi man i Schweiz ikke kan udelukke, at udvisningsbegæringen fra USA er behæftet med fejl. Det lyder sandsynligt. Som en meget grundig dokumentarfilm for nylig viste, blev Polanski i slutningen af halvfjerdserne sigtet i en sag, som bedst kan betegnes som noget, der kunne være foregået i Det Vilde Vesten. Dommeren var ganske enkelt ikke rigtig klog - hvilket både anklager og forsvarer i de nye interviews var rørende enige om.

Jeg skal være den sidste til at slå på tromme for, at folk ikke skal straffes efter loven for forbrydelser. Men det kræver, at man på en overbevisende måde er i stand til at gennemføre en retssag. Og det var ikke tilfældet i denne sag, hvorfor Polanski flygtede til Frankrig.

Endelig kan man diskutere rimeligheden i at gå så målrettet efter en mand på 76 efter så mange år. At Polanski er en stor kunstner, har efter min mening intet med sagen at gøre. Men når både anklager, forsvarer og selv den pige, som Polanski forgreb sig på, i årevis har plæderet for, at sagen blev droppet, kan man kun hilse schweizernes beslutning velkommen.

- for nu at bruge en dejlig sportsmetafor. Set fra min lægmands-stol var der ikke meget at råbe hurra for. En usædvanlig aggressiv og ucharmerende kamp. Død stemning, ingen elegance, kun råt spil og hårde tacklinger. Når spillet udvikler sig sådan, føles sejren underligt uvedkommende. Det ville have været mere underholdende, hvis de havde danset ballondans eller tævet hinanden med gummislanger - hvilket de så ud til at have lyst til. Det er lige før, man hellere ville se cykeltennis eller VM i OL fra Tour de Wimbledon.