Gamle røvhuller som jeg har altid jamret over ungdommen, men denne gang er det alvor. Som gammel Roskildefestivaldeltager græmmes jeg, når jeg ser reportager fra nutidens kiksede ti dages abedruk og hæmningsløst svineri. Hvordan har vi fået børn, der er pisseligeglade med, hvem der skal rydde op efter dem og betragter ti dages monsterdruk som en menneskerettighed? Pressen er forbløffende følgagtig og ukritisk. I går kunne Politikens netavis berette om Patti Smiths åbningsceremoni, som mindedes tiåret for ulykken, der kostede menneskeliv. En ceremoni, som ifølge Politiken ‘rørte nogen og kedede andre’. Gud forbyde, at de unge mennesker skulle kede sig! Unge mennesker må aldrig kede sig! Det er omsorgssvigt! Hvad ligner det at komme stikkende med en kedelig mindeceremoni? Ved de ikke, at det er underholdning?
Hvordan kan det være, at min generation af forældre med Joni Mitchells ord ‘dropped the baton’?
Forklaringen er gribende enkel. Ungdommen er kunderne i vores butik. Og kunden skal pusles om, forkæles og aldrig kritiseres. Den vestlige kapitalisme har simpelthen ikke andre markeder tilbage end børnene og de unge. De skal derfor kannibaliseres, infantiliseres og serviceres, indtil de bliver ideelle forbrugere. Trist men sandt. Begyndelsen på enden. Men det er selvfølgelig bare min mening.