Tak til Inger K., som skriver: ‘God liste over romaner. Jeg går ud fra, at ‘Rasmus på farten’ er læsning fra din barndom? Senere på listen bliver det ligesom lidt mere højtflyvende, ikke?’ Jo, det kan du sige. Der er langt fra ‘Rasmus på farten’ til fx. ‘Homo Faber’ (som vi læste i gymnasiet). Og så alligevel ikke. Historien om Rasmus og vagabonden Oscar læste jeg ganske rigtigt, da jeg gik i de mindre klasser, men som roman betragtet hører den så afgjort hjemme på listen. Astrid Lindgren var efter min mening et litterært geni. Og RPF viser dette geni meget tydeligt. Den har det hele - spænding, eminent social skildring, det forældreløse barns møde med voksenverdenen. Det fine ved Astrid Lindgren var, at hun ikke stak noget under stolen. Hun var hård. Men hun skrev blødt. Og så kunne hun noget helt specielt (som også kendes fra ‘Emil fra Lønneberg’) - nemlig at beskrive forholdet mellem barnet og den rare voksne. I Emil er det karlen Alfred, i RPF er det vagabonden Oscar. Ingen sentimentalitet, ingen urealistiske overspringsmanøvrer, kun den rene og skære menneskelighed. Det, jeg husker mest tydeligt fra min første læsning af RPF er imidlertid børnehjemmet, nærmere betegnet forstanderinden Frøken Høg. Ved nærmere eftertanke er den gode Astrid nok ansvarlig for, at jeg selv - primært i min Grethe Lange-bøger - selv har opfundet nogle børnehjem af den mere dystre slags. RPF er glimrende filmatiseret, men hvis man kender børn, som trænger til en solid oplæsning, så må bogen anbefales. Jeg kan godt love opmærksomhed og store øjne i sofaen. En god roman er en god roman er en god roman. Som bekendt fik Astrid Lindgren til nogens store forargelse aldrig den Nobelpris, som hun åbenlyst var mere end kvalificeret til. Gik hun op idet? Blev hun knækket af manglen på fædrelandets ypperste hæder? Jeg tror, hun ville sige som karlen Alfred, da han aflyste giftemålet med pigen Line: Det med ægteskabet, Line, det tror jeg, vi skider på.
Det var her, Thomas Winding i sin enestående speakerfortælling til den danske tv-udgave tilføjede, - Men du må jo huske på, at Alfred var en karl på landet.
Astrid var selv en pige fra landet, og jeg tror helt ærligt, at hun kun havde lignende følelser til overs for Nobelakademin. Det vidste de måske.
Anyway - Astrid og Thomas W. er døde, og det er naturligvis helt uacceptabelt. Men Rasmus og Emil lever til evig tid!