Søndag efter midnat skrev jeg den mildt provokerende post om Facebook herunder. I løbet af i dag skrev jeg så om en af de mails, jeg havde fået desangående. Hvad jeg ikke skrev var, at jeg i morges fik to andre mails. De var begge venlige. Den ene indeholdt et link med en opfordring til at klikke på det, hvis jeg ville ‘se noget sjovt‘. Det gjorde jeg så og kiggede i næste sekund på nogle grusomme billeder af John F. Kennedys sønderskudte hoved. Jeg stirrede og lukkede linket. Den anden mailafsender spurgte, om jeg vidste, at der lå et klip af mit orkester, ‘Lars Kjædegaards Orkester’ på nettet? Nej, det vidste jeg ikke, men mailen opfordrede mig til at google et bestemt ord og klikke ind på den første post. Jeg googlede troskyldigt. Men allerede på listen over poster kunne jeg se, at der var tale om endnu et nummer – denne gang var det ikke døde kroppe, men det var heller ikke mig og bandet, det var jeg ret sikker på. Jeg undlod at klikke videre. Jeg kan ikke vide, om disse to mails var et resultat af min Facebookpost, men helt sikkert er det, at de kun var venlige på skrømt. Kald dem practical jokes. Alt dette vedkommer strengt taget ikke de daglige besøgende og de af jer, som skriver saglige mails – men hvis der sidder nogen, som skulle have lyst til at skrive en blog, så vil jeg råde dem til at være i det mindste forberedt på lidt af hvert, inden de åbner mails fra fremmede.
Det, der virkelig undrer mig er, at de to humbug-mails jo har en afsender. Jeg kunne i princippet svare dem eller skrive her, hvem de er, men det gider jeg ikke. Dette er en slags svar: skriv gerne, men undlad venligst at chokere/belemre mig med grusomhed/platheder.