Den 4. september åbner Statens Museum for Kunst i København en udstilling af Bob Dylans billeder. Det er de færreste, der ved, at Dylan også er billedkunstner. Men det er han. Han udgav allerede i 1994 bogen ‘Drawn Blank’, som indeholder en samling tegninger udført i pen, blyant og kul. Siden har Dylan udstillet både i Tyskland og England, og man kan – hvis man har mange penge- købe signerede, farvelagte tryk af mange af billederne. Det spørgsmål, som kunstkendere stiller sig selv og andre, er: Ville disse billeder nogensinde være blevet udstillet, hvis ikke de var tegnet og malet af selveste Bob Dylan? Jeg kender ikke svaret. Min personlige smag mht. maleri går i retning af noget, der ligner. Tag nu fx. Rembrandt. Eller Constable. Eller Turner. Deres billeder bevæger mig, fordi disse mestre kunne se verden klart og gengive den klart. Omvendt føler jeg næsten intet – udover ærgrelse over at have betalt entre – når jeg ser en installation af Olafur Elisasson. Kald mig bare gammeldags. Dylans billeder kan jeg godt lide, fordi jeg ved, hvordan det er at sidde på et mere eller mindre tilfældigt værelse et sted i verden og forsøge at tegne udsigten, gerne at farvelægge den med oliekridt. Det føles, som Dylans billeder ser ud. Udstillingen løber til den 30. januar næste år.