Af og til tænker jeg på, hvor mange ubenyttede vinylplader, der står rundt omkring i kældre og pulterrum – ved siden af den støvede Lenco-grammofon. Siden mange af os med forbløffende villighed hoppede med på cd-vognen, har der blandt lydeksperter raset en livlig debat om forskellen på vinyl og cd – og denne debat har fået endnu et hak, efter at flere og flere af os nu er hoppet med på download-trenden, som benytter de såkaldte Mp3-filer. Blandt de lærde er der mange, som mener, at selve den lydlige oplevelse er blevet dårligere i takt med de nye mediers fremmarch. Kernepunktet i denne diskussion er kompression, altså lydens grad af sammenpressethed. Man kender problematikken fra computerdagligdagen, hvor man fx. kan sende et digitalt foto, hvis opløsningen er tilstrækkelig lav. Noget tilsvarende gør sig tilsyneladende gældende med lyd. Allerede de tidlige cd’er blev kritiseret for at være for spidse og udynamiske i lyden. Mp3-filer skulle efter sigende være endnu ‘fladere’ i lyden. Jeg har lavet nogle eksperimenter med ovenstående favorit – ‘The Band’ fra 1969, som jeg har på vinyl, på cd og forsøgsvis har downloadet til mit iTunesprogram. Vinylpladen har sin egen charme. Den er levende, stor i lyden og har desuden den kendte grammofonrumlen. Cd’en lyder efter vinylpladen meget ren. Den har en ret høj ‘opløsning’ og kan aflyttes meget højt uden rummel. Mp3-downloadversionen adskiller sig markant fra cd’en. Den er uomtvisteligt fladere i lyden, men lyder udmærket på fx. en iPod, hvor man har små hovedtelefoner på.
Hvad er konklusionen? Min egen konklusion er, at plader som ‘The Band’ og dine egne favoritter, som fører en hensygnende tilværelse på loftet eller i kælderen, så decideret har en fremtid. De har i hvert fald en fortid. Vinyludgaven af ‘The Night They Drove Old Dixie Down’ gør simpelthen et større indtryk. Om det så skyldes kompression, nostalgi eller det simple faktum, at det er en lidt mere kompliceret affære at sætte en plade på, skal jeg ikke kunne sige. Hvad jeg derimod godt kan sige er, at hvis du ejer vinylplader, som du holder af, vil du muligvis få en rar oplevelse ud af at montere Lencoen endnu en gang (eller købe en ny grammofon, som fåes billigt). Om ikke andet så for gamle dages skyld. Dine børn (børnebørn?) vil finde det interessant, muligvis endda ‘cool’ eller ‘retro’. ‘The Band’ blev, som alle tidens plader, indspillet med vinyl for øje. Under alle omstændigheder er det jo altid sjovt at finde ud af, at noget, man troede var kaput slet ikke er det. Da jeg i 1969 købte ‘The Band’ var det ikke almindeligt at købe plader. Derfor lærte man dem bedre at kende. Det spiller muligvis også ind. Men prøv selv grammofonen, hvis du orker. Du vil næppe blive skuffet.