‘Befri mig for tidens moderne popmusik, som mærkeligt nok også er den mest tomme form for musik. Med det vil jeg bare sige – musik med for meget forførende sukker i giver ikke den næring og lyst, som gerne skulle bringe mig videre med ny energi. Men et enkelt nummer fra cd´en, hvor Lars Kjædegaards orkester spiller op, var nok. Jeg måtte bare undersøge om der var mere, hvor det kom fra. Med cd´en i afspilleren fik jeg på en skøn måde lyst til at lege og være melankolsk på skift. Lege fordi, musikken og teksten leger sig ind med en værdighed som gør, at når cd´en er omme, står vi ikke tomme tilbage. Vi er så dem, som har gjort sig den ulejlighed at købe cd´en. Det er skønt at mærke sindets skiften sig frem og tilbage. Det sker kun, når noget er gjort ordentligt.

Normalt siger jeg nej, hvis nogen spørger mig om at lave reklame eller anmelde noget. Jeg har gjort en undtagelse her.

Tak fordi jeg måtte høre noget godt.’

Selv tak, Bo Christensen!

‘Danmark 2011. I køkkenet skændes Henry & Beatrice hjemmevant. Udenfor opruster oplevelsesøkonomien. Togpendlere virrer vantro med hovedet over infrastrukturens ekspresfart ned i tønden, mens skolebørn i Allerød fryder sig over en langvarig brandøvelse. Nielsen vakler hen ad Hovedgaden i den tro, at han skal dø. Hans følgesvend, Olsen, får ham på hospitalet, hvor intet unormalt kan konstateres trods højteknologiske forsøg og tryghedsgaranti. Kort efter solnedgang er fladskærmstropperne lejret foran apparatet, hvor billedet veksler mellem bagning af økologiske kokosmakroner og optagelser fra Osama bin Ladens villa. Alt ånder fred. Talløse millioner grise og kyllinger mishandles rutinemæssigt på det allervoldsomste, mens Henry & Beatrice bilægger stridighederne og begynder at spille rommy. En avis offentliggør to lister – ’Her finder du byens dårligste burger’ og ’Dem vil vi helst ikke være naboer med.’ Olsen besøger Nielsen på hospitalet og medbringer to cremelinser – det hjælper. Nielsen genvinder evnen til at vakle og besøger sin 142-årige mor på aktivitetscenteret, hvor hun danser zumba under påvirkning af en gerontologisk vidundercocktail af hård narko. I solen i døren sidder en kat. To ministre indrømmer at have afsluttet deres uddannelse og går under jorden. Der underskrives en historisk aftale, ingen ved om hvad, men ’historisk’ klinger malmfuldt. Dagsprisen på velfærd er 1143,50 kroner pr. påbegyndt minut, at vi ved det. 3F skifter logo. Børnene læser mere, mindre, dårligere og bedre end nogensinde i historien. Regeringen forbereder ’Optimismepakke 3’ med ekstravagante belønninger til middelklassefamilier, der holder slaver i kælderen. Danskheden tilføres midler. Trævaske og kvalitetsbrætspil hitter.’

radio-clip181111

‘Lars Kjædegaards Orkesters’ nye cd, ‘Når de indfødte vågner’, er netop blevet tilgængelig som download på iTunes og andre tjenester. Klik på linket herover og hør en smagsprøve, med et par pæne ord fra Hans Otto Bisgaard bagefter.

Som tracklisten viser, rummer albummet 9 danske sange, som jeg har skrevet. Det er vores første dansksprogede plade. Sangene handler om ting så forskellige som min farmor og den generelle fremmedgørelse over for de dyr, vi spiser.

Pladen er produceret af vores bassist, Kenneth Plon – besætningen er: Søs Ramussen, accordeon/vokaler, Mads Kjædegaard, percussion/vokaler, Jens Abildgaard, klarinet, sax og vokaler, Kenneth Plon, Fenderbas/vokaler og mig selv på elguitar.

Hvis du bruger iTunes, kan du købe ‘Når de indfødte vågner’ her!

Hvis du vil købe en fast, gammeldags cd, kan du sende mig en mail på chain@c.dk

Jeg er blevet interviewet af mange mennesker efterhånden – men jeg er aldrig blevet interviewet af Hans Otto Bisgaard. Alligevel føler jeg, at jeg kender ham. Og på søndag skal vi optræde sammen på scenen Under Uret på Bogmessen i Forum. Det er klokken 17.20.

‘I andet bind af krimiserien om politiparret Belling og Hvid får Lars Kjædegaard fornemt viklet gode persontegninger sammen med lokale betragtninger og dansk mentalitetshistorie.’

‘… romanens helt store fornøjelse er Kjædegaards sans for lokal kolorit, både i form af pinligt præcise beskrivelser af alle, lige fra byens sociale tabere til de kulturradikale typer, der køber økogrønt i ‘Tebirkes Bakker’ og med efterforskeren Thors ord repræsenterer ‘det højere borgerskabs diskrete badekåbecharme.”

‘Og hvor er det dog sjældent og skønt, at det er de grundige, langsommelige beskrivelser, der løfter romanen over gennemsnittet, snarere end brutale voldsscener.’

Man takker for ordene! Det er altid en god følelse, når folk så præcist bemærker det, man netop har forsøgt at opnå. Og endnu bedre, når de tilmed kalder det sjældent og skønt!

Sidder og retter nr. 3 til. Den hedder ‘Den Røde Labyrint’. Det er en historie om familiehemmeligheder. Jeg har haft store tekniske problemer, som jeg ikke ville ønske for nogen anden. Jeg havde skrevet de første 139 sider og tog til Spanien for at gøre den færdig. Skrev 100 sider til, og det kørte i olie. Om aftenen den ottende dag brød min elskede MacBook sammen. Det var et virkelig uhyggeligt øjeblik. Jeg ringede til min søn – hans computer virkede nemlig – og han kunne udpege en lokal Macforhandler i Gijon, hvor jeg befandt mig. Der stod jeg næste morgen ved åbningstid, men den flinke mand kunne ikke hjælpe mig. Så jeg tog hjem, indleverede harddisken hos et ekspertfirma, som efter en tid meddelte mig at nej, intet stod til at redde. I ventetiden skrev jeg resten af bogen færdig, og da dommen faldt, skrev jeg de midterste 100 sider om. Som en af mine venner i Gijon sagde, - Måske bliver det bedre anden gang. Han havde ret. Det blev bedre. Sådan gik den sensommer. You live and you learn. Moralen er: backup, backup, backup – også selv om du bruger Mac.

Gennemlæsningen af den færdige førsteversion af manuskriptet afslørede i øvrigt det kortest afviklede dødsfald, jeg nogen sinde har skrevet – fire linier. Jeg synes, det funker.

Tak til Flensborg Avis, som skriver: ‘I en tid, hvor hver anden krimi partout skal hænges op på et sensationelt, samfundsaktuelt tema (tænk kvindehandel eller terrorisme) og har de samme stereotyper i hovedrollerne, så er Lars Kjæde­gaards »Den sidste dommer« vederkvægende læsning.

Egentlig burde de være alt for menneskelige til at være interessante, de gode betjente Belling og Hvid fra drabsafdelingen. Og deres kollega, Lone fra den nordsjællandske provins, burde være for kedelig til at fungere som romanfigur.

Men ikke i Lars Kjædegaards hænder. Her er langsomhed en dyd, og almindeligheden forvandler sig langsomt til et bekendtskab med nogle af de mest interessante strissere længe set. For Kjædegaards personer fremstår som helt almindelige mennesker, som opklarer helt almindelige mord.

En lokal arkitekt er blevet dræbt, og Belling og Hvid tilkaldes for at assistere Lone. Herefter afdækker forfatteren drabssagen, indtil den er opklaret. Uden at give køb på hverken nuancer eller solide portrætter af bogens bipersoner. Hvor svært kan det være? Det er i hvert fald ingen kunst for Kjædegaard.

Her er ikke en biljagt eller en skudduel i miles omkreds. I stedet foregår begivenhederne i et afmålt tempo, som klæder bogen umanerlig godt. Det er jo bare et helt almindeligt mord.

Bogen får fire ud af fem stjerner.’