FORSKERE FINDER AND MED ENORM STOR DILLER

Det er nyheder som denne, der får en til at takke Skaberen for internettet. Bemeldte ande-lem ser nu ikke specielt imponerende ud på billedet - men det er jo også kun en and. Det ‘enormt store’ skyldes, at dilleren er lige så lang som selve anden, og hvis vi overfører det på os mennesker, så ville det jo unægtelig også være noget, der ville trække overskrifter, trods alt.

Her er et billede, jeg lige har taget i det værelse i Spanien, som jeg har lejet et par uger sidst i august i de sidste mange år. Det ligger i en gammel ejendom midt i den asturianske by Gijón - et sted, som mange danskere slet ikke kender. Det er i Nordspanien, omtrent midt på den lange, lige kyst, som vender ud mod Den Biscayiske Bugt. Det var en tilfældighed, at jeg overhovedet kom herned. Jeg var her første gang i 1996 og traf nogle venlige mennesker, som satte mig i forbindelse med udlejeren af dette værelse, hvor jeg har skrevet i hvert fald fem bøger. Denne del af Spanien kan varmt anbefales. Vejret er godt, men ikke for varmt. Maden er god (og varm), og der er nok at se på - fx. hulemalerier og bjerge.

Værelset gav mig også inspiration til omslaget til LKO’s næste cd. Men det billede tegnede jeg først, efter jeg var kommet hjem sidste år. Efter hukommelsen.

Et mere dansk udtryk, kan man sige.

Af og til tænker jeg på, hvor mange ubenyttede vinylplader, der står rundt omkring i kældre og pulterrum - ved siden af den støvede Lenco-grammofon. Siden mange af os med forbløffende villighed hoppede med på cd-vognen, har der blandt lydeksperter raset en livlig debat om forskellen på vinyl og cd - og denne debat har fået endnu et hak, efter at flere og flere af os nu er hoppet med på download-trenden, som benytter de såkaldte Mp3-filer. Blandt de lærde er der mange, som mener, at selve den lydlige oplevelse er blevet dårligere i takt med de nye mediers fremmarch. Kernepunktet i denne diskussion er kompression, altså lydens grad af sammenpressethed. Man kender problematikken fra computerdagligdagen, hvor man fx. kan sende et digitalt foto, hvis opløsningen er tilstrækkelig lav. Noget tilsvarende gør sig tilsyneladende gældende med lyd. Allerede de tidlige cd’er blev kritiseret for at være for spidse og udynamiske i lyden. Mp3-filer skulle efter sigende være endnu ‘fladere’ i lyden. Jeg har lavet nogle eksperimenter med ovenstående favorit - ‘The Band’ fra 1969, som jeg har på vinyl, på cd og forsøgsvis har downloadet til mit iTunesprogram. Vinylpladen har sin egen charme. Den er levende, stor i lyden og har desuden den kendte grammofonrumlen. Cd’en lyder efter vinylpladen meget ren. Den har en ret høj ‘opløsning’ og kan aflyttes meget højt uden rummel. Mp3-downloadversionen adskiller sig markant fra cd’en. Den er uomtvisteligt fladere i lyden, men lyder udmærket på fx. en iPod, hvor man har små hovedtelefoner på.

Hvad er konklusionen? Min egen konklusion er, at plader som ‘The Band’ og dine egne favoritter, som fører en hensygnende tilværelse på loftet eller i kælderen, så decideret har en fremtid. De har i hvert fald en fortid. Vinyludgaven af ‘The Night They Drove Old Dixie Down’ gør simpelthen et større indtryk. Om det så skyldes kompression, nostalgi eller det simple faktum, at det er en lidt mere kompliceret affære at sætte en plade på, skal jeg ikke kunne sige. Hvad jeg derimod godt kan sige er, at hvis du ejer vinylplader, som du holder af, vil du muligvis få en rar oplevelse ud af at montere Lencoen endnu en gang (eller købe en ny grammofon, som fåes billigt). Om ikke andet så for gamle dages skyld. Dine børn (børnebørn?) vil finde det interessant, muligvis endda ‘cool’ eller ‘retro’. ‘The Band’ blev, som alle tidens plader, indspillet med vinyl for øje. Under alle omstændigheder er det jo altid sjovt at finde ud af, at noget, man troede var kaput slet ikke er det. Da jeg i 1969 købte ‘The Band’ var det ikke almindeligt at købe plader. Derfor lærte man dem bedre at kende. Det spiller muligvis også ind. Men prøv selv grammofonen, hvis du orker. Du vil næppe blive skuffet.

Den engelske pianistinde Beryl Marriott døde den 30. juli. Det var Beryl og hendes mand Roger, som i 50′erne tog den unge Dave Swarbrick under deres vinger og satte ham i gang med at udvikle det, Beryl og Roger med rette så som et stort talent. Jeg traf Beryl i 1978, da jeg mødte Dave for første gang. Det var i Skagen, hvor Dave optrådte med sit akustiske band ‘Dave Swarbrick & Friends’. Et par år senere var jeg selv blevet en ‘friend’ og turnerede i England med gruppen. Vi boede og øvede hos Beryl og Roger. Beryl spillede traditionelle tunes, og hun gjorde det med en enorm autoritet og et sejt swing, hvadenten hun sad bag flygelet eller tog sin harmonika på. Som man kan se på billedet, var hun en formidabel kvinde. Hun kiggede tit på Dave og mig selv ligesom på billedet. Hun medvirkede på adskillige af Daves plader, og man kan høre hende på to numre på Dave’s nye ‘Raison d’Etre’. Det var Beryl, der holdt talen og overrakte medaljen, da Dave i 2002 fik The English Folk Song and Dance Society’s fornemste udmærkelse - The Gold Badge. Æret være hendes minde - musikken lever for evigt.

Den 4. september åbner Statens Museum for Kunst i København en udstilling af Bob Dylans billeder. Det er de færreste, der ved, at Dylan også er billedkunstner. Men det er han. Han udgav allerede i 1994 bogen ‘Drawn Blank’, som indeholder en samling tegninger udført i pen, blyant og kul. Siden har Dylan udstillet både i Tyskland og England, og man kan - hvis man har mange penge- købe signerede, farvelagte tryk af mange af billederne. Det spørgsmål, som kunstkendere stiller sig selv og andre, er: Ville disse billeder nogensinde være blevet udstillet, hvis ikke de var tegnet og malet af selveste Bob Dylan? Jeg kender ikke svaret. Min personlige smag mht. maleri går i retning af noget, der ligner. Tag nu fx. Rembrandt. Eller Constable. Eller Turner. Deres billeder bevæger mig, fordi disse mestre kunne se verden klart og gengive den klart. Omvendt føler jeg næsten intet - udover ærgrelse over at have betalt entre - når jeg ser en installation af Olafur Elisasson. Kald mig bare gammeldags. Dylans billeder kan jeg godt lide, fordi jeg ved, hvordan det er at sidde på et mere eller mindre tilfældigt værelse et sted i verden og forsøge at tegne udsigten, gerne at farvelægge den med oliekridt. Det føles, som Dylans billeder ser ud. Udstillingen løber til den 30. januar næste år.

Forbrugerombudsmanden er gået ind i en sag, hvor en læser har købt et eksemplar af digteren Martin Jan Jepsens digtsamling ”Røde rødder” og ikke mener, at indholdet står mål med samlingens ’varedeklaration’. Læseren mener, at digtene er uforståelige og ikke, som bagsideteksten lover, ’en gribende afsøgning af identitetens mest smertefulde afkroge.’

Læseren, Mia Skyttel, siger i sin henvendelse til forbrugerombudsmanden blandt andet, - Det er det rene, skære, forvrøvlede pis. Det svarer til at anskaffe en digiboks og opdage, at knapperne på fjernkontrollen får toilettet til at skylle.

Hvis forbrugerombudsmanden giver klageren ret, kan Martin Jan Jepsens forlag risikere at blive idømt en bod for vildledning og dårlig markedsføringsskik.

Nej, det er løgn - det er noget, jeg lige fandt på.

Det, der virkelig undrer mig er, at de to humbug-mails jo har en afsender. Jeg kunne i princippet svare dem eller skrive her, hvem de er, men det gider jeg ikke. Dette er en slags svar: skriv gerne, men undlad venligst at chokere/belemre mig med grusomhed/platheder.

Man finder også den selvspejlende, selvfejrende og selvglade tone på Facebook - ja, man finder næsten ikke andet. Den kække, pseudoselvironiske og kælne tone, der får folk til at skrive om sig selv, som om de var personer i ‘Venner’. Joseph Goebbels ville have klappet i sine små hænder.

Folk, der står op, lever længere

Det er et udsagn, som har sin egen uimodsigelighed. Ja, folk, der står op, lever længere. Alene det faktum, at de står op, betyder, at de lever længere. De lever da i det mindste, til de ikke længere står op. Og hvem ved, måske får de også en halv times tids afslapning i fifaen, før Manden med Leen blidt banker på døren med sin knokkelhånd. Og jo, jo, jeg ved godt, at artiklen - som jeg ikke klikkede frem af lutter glæde over overskriften - indeholder velunderbyggede ord om, at vi, der henslæber dagen sammenpressede foran en computer har 13 % større risiko for at dø af tarmkræft, rygerlunger eller fedme end fx. tennistrænere. Når jeg ikke klikkede artiklen frem, skyldtes det magtesløsheden over, at jeg ikke i morgen kan vågne op som tennistræner og dermed have udsigt til at leve længere. Jeg er blandt dem med de 13 % højere risiko for etc. Sådan er det bare. Min mormor sagde somme tider: ‘Hvis jeg kan sidde, står jeg ikke op. Hvis jeg kan ligge, sidder jeg ikke.’ Men det var før netaviserne. Hun praktiserede dette ultraindlysende motto indtil den dag, hvor hun ikke længere havde noget valg og blev liggende, endeligt permanent, i sin favoritposition. I mindet om hende kunne Politikens netavis måske bringe overskriften:

Folk, der ligger ned, lever ikke længere

Dét ville mormor blive ked af at høre. Hun levede, til hun var over 90, og spørgsmålet melder sig, om ikke netop hendes evne til at lægge sig ned, når chancen bød sig, havde noget med det at gøre? Et andet spørgsmål presser sig også på: Ønsker vi/du at leve længere, hvis prisen er, at vi skal stå op i videst muligt omfang og føle dødsangstens organklaprende puls, hver gang vi sætter os med en kop mokka? Og et tredje spørgsmål: Netaviserne bugner også med tidninger om, hvordan sex forlænger livet. Jeg ved ikke med dig, men sex omfatter for mit eget vedkommende en betydelig liggen ned, og hvor er vi så henne? Ligger hemmeligheden bag et virkelig langt liv i stående sex? Det må da være en dobbeltwhopper, et styrtebad i endorfiner og levende, knaldsunde lægmuskler, hvis tilsyrede smerte sandelig nok skal minde os om, at den evige hvile ikke sådan er lige om hjørnet. Måske skulle vi skære igennem her:

Folk, der er døde, lever ikke længere

Og her hjælper selv ingen Chris McDonald, goddam it.