Lars Kjædegaard

Ekstrabladets anmelder Marie Louise Toksvig – som også anmeldte ‘Smukke Jan’ – skrev i søndagsudgaven en anmeldelse af ‘Den sidste dommer’ med følgende passager: ‘ … igen placerer Kjædegaard sig klasser over gennemsnittet af danske krimier i både sprog og substans’ … ‘Og fordi Kjædegaards udgangspunkt altid er empatien, rammer han nerverne der, hvor det skaber en efterklang, der runger af meget mere end et nidkært udtænkt plot og smarte løsninger’ og endelig, ‘Det er spændende, charmerende og underholdende på den begavede måde’.

Jeg takker for de smukke ord!

Jeg har lige læst i ugeavisen ‘Nordsjælland’, at ‘Den sidste dommer’ er bind 2 af ialt 40 planlagte bind. Er det rigtigt?

Ja, det kom frem en dag, min redaktør Jacob Søndergaard og jeg talte om serie-fænomenet og dens muligheder. Søndergaard er meget inspirerende og har et smittende humør, så jeg følte mig ekspansiv. Min specifikke plads i underholdningsbranchen giver ikke så mange muligheder for artistiske krumspring. Jeg kan godt være misundelig på skabende kunstnere, som kan finde på at sige, ‘Jeg vil pakke Vatikanet ind i sølvpapir’ eller ‘Der skal være et opadløbende, grønt vandfald i Illums Bolighus’. Når man skriver kriminalromaner, har man ikke den mulighed for at slå ud med armene. Men det gjorde jeg så alligevel den dag, og Søndergaard grinede og syntes, at det var fedt. Og det var det så. Man skal tænke på, at det vi laver, er noget, vi har inde i hovedet. Det findes ikke andre steder. Hvis vi ikke tillader os selv at være ekspansive og vidtløftige, så bliver en serie kriminalromaner let til en blankslidt tweedhat.

Det lyder som pjat.

Hvis du synes. Men det er det ikke. Alle former for kreativ udfoldelse i et kulturfikseret samfund som vores kræver, at man finjusterer alle de fantasi-knapper, man overhovedet kan. Det var det, Søndergaard og jeg gjorde den dag. Og hvorfor ikke? Jeg vil gerne skrive 40 bind om Anita & Thor. Hvorfor skulle jeg ikke gerne ville det? Hvorfor skulle jeg være fedtet og sige, ‘Nej, jeg skriver fem, og så må det være nok’? Jeg prøver at begrænse min uendelige frihed – det er simpelthen livsnødvendigt.

Men enhver idiot kan sige, at han gerne vil skrive en serie på 40 bind.

Ja, det er jo det gode ved det. Det er gratis. Det er en hensigtserklæring. En forbrugeroplysning til seriens læsere. Og hvis jeg selv eller Søndergaard bliver ramt i hovedet af et stykke rumskrammel under skrivningen af bind 28, så er der jo ikke noget at gøre ved det. Så har det været sjovt så længe.

Held og lykke.

Tak.

‘Den sidste dommer’ er indtil videre blevet anmeldt af Lars Ole Sauerberg i Jyllandsposten. Han skrev, at bogen er: ’En effektiv, meget velstruktureret og velskrevet klassisk krimi tilsat lidt syre a la danske sommerrevyer.’

Lars Ole Sauerberg – som jeg aldrig har truffet – har anmeldt mange af mine bøger. Somme tider har han været mere positiv end andre gange, men han har altid været uforbeholden og oprigtig. Han ved, hvad jeg laver. Hans anmeldelser føles altid helt okay. Man kan aldrig mærke, om han er i godt eller dårligt humør. Han er ganske enkelt professionel, og derfor føles det meget tilfredsstillende at blive anmeldt af ham. Han sammenligner mig med Agatha Christie – det er som at sammenligne en guitarist med Andres Segovia. Hans opsummering af ‘Den sidste dommer’ taler for sig selv. Det er ren, uforbeholden og præcis kritik. Og det er jeg meget glad for – den oplevelse er der mange af mine kolleger, der aldrig får. Jeg var henved syv meter høj i 25 minutter.

Får du somme tider lyst til at takke eller skælde en anmelder ud?

Ja, men jeg gør det ikke. Det er Elmore Leonards regel nummer et eller andet: ‘Never write to a critic’. Jeg betragter mig selv som et frisindet menneske, grænsende til det naivt, pladderhumanistisk lallende, sådan mentalt set. Jeg så i et interview, at Jens Blendstrups kone beskrev ham som ‘porøs’. I den terminologi vil jeg beskrive mig selv som ‘frønnet’. Jeg har meget mangelfulde barrierer over for andre – sådan er det bare. Det er derfor, jeg kan skrive, tror jeg. Men derfor kan netop en meget god eller meget dårlig anmeldelse let give mig en ubændig trang til at reagere. Der har været nogle gange, hvor jeg helt alvorligt har overvejet at opsøge en meget negativ anmelder for at fortælle ham, at han havde ødelagt mit liv. På samme måde kunne jeg nu have lyst til at sende Lars Ole Sauerberg en æske Anton Berg – men heldigvis har jeg Elmores regel. Jeg efterlever alle Elmores regler. Den her drejer sig om at spille den rolle, man har fået tildelt, og det anser jeg for meget vigtigt. Det er en forudsætning for, at man kan holde balancen.

Hvad kan du sige om tredje del i serien om Anita & Thor?

At den bliver god. Den bliver anderledes i strukturen. Det siger sig selv, at det ville være en utaknemmelig opgave at skrive 38 Agatha Christie-romaner. Men de mange bind har jo den fordel, at jeg kan arbejde med genrens forskellige formater og strukturer. Søndergaard og jeg taler meget om fx. den fiktionsstruktur, som man for øjeblikket finder i serien ‘The Wire’. Lige nu er det amerikanerne, der er førende på det område – ‘The Wire’ er ganske enkelt en serie, som sætter nye standarder. Men hvorfor? Fordi den på en meget intelligent måde låner nogle meget eviggyldige træk fra litteraturen og helt kontant gør op med den ulidelige form for dramaturgi, som i mange år har været gældende. Den form for dramaturgi, som får anmelderne til at bruge ord som ‘stereotyp’, når en ny dansk dramaserie ruller over skærmen. Udviklingen går meget hurtigt. Alting er på en eller anden måde set før. Derfor er jeg nødt til hele tiden at forsøge at holde fast i de ting, som hele tiden har været der, og som det er værd at holde fast i – og samtidig gøre op med alle de fraser, som der bliver flere og flere af. Og derfor er det at blive sammenlignet med selveste Agatha Christie et skulderklap, der føles desto stærkere, fordi det bliver givet i dagens kontekst.

Så det handler om at forædle og forarbejde din realistiske stil?

Netop. Min bror er designer, og jeg taber altid underkæben, når han forklarer, hvor mange tanker, der er lagt i udformningen af en stol, som jeg bare har plantet røven på uden at spekulere over det. Forestil dig, at du skal designe en stol, som tilfører begrebet ‘stol’ noget nyt. Og ikke nok med det. Den skal også indgå i resten af økologien på en fornuftig måde. Udfordringerne til kvalitet er i disse år enorme, fordi vi på så mange områder har ladet den store kultur- og produktionsmaskine gå for fuldt blæs i så mange år, at et samfund som det amerikanske årligt kasserer nok gulvtæpper af ikke-nedbrydelige materialer til, at alle nulevende kinesere kunne stå på dem. Eller noget i den retning. Vore oplevelsesmæssige og materielle kultur har gennemgået en eksplosiv udvikling på alle fronter siden industrialiseringen. Nu er vi blevet til mentalt højt gearede, forventningsfulde mennesker, som godt ved, at vi er nødt til at stille nogle andre krav til vores civilisation. Vores energiforsyning, vores transportsystemer, vores mad, vores arkitektur, vores forarbejdning og genanvendelsesstrategier, vores opfattelse af nationale grænser, vores opfattelse af stort set alting.

Og disse vidtløftige betragtninger har hvad at gøre med serien om Anita Hvid og Thor Belling?

Jeg glemte vores underholdning. Litteratur er underholdning, tankespind for den rastløse menneskerace. Den har sin egen plads i hele konteksten. På en given aften kan du på tv vælge mellem at se på underfrankerede unge, som bliver hånet, udstillet og gjort til grin, eller du kan finde ting, som ikke har opgivet tanken om, at vi har en fremtid. Mit bidrag til underholdningen skal høre til i den sidste kategori. Det er et spørgsmål om at give sig selv væk og nyde det.

all rights reserved Hedvig Crane 2011 used by permission

Lise K. har skrevet til mig og spurgt om jeg vil skrive nogle betragtninger om kriminalromaner. Det vil jeg da gerne. Hun spørger blandt andet: ‘I hvor høj grad føler du dig bundet af de regler, som læsere, kritikere og anmeldere opstiller for genren?’

Det er et godt spørgsmål. Kriminalromaner adskiller sig efter min mening ikke væsentligt fra alle mulige andre typer romaner. Det er sandt, at der findes en række konventioner, som gælder for kriminalromaner – i det omfang, forfatteren har lyst til at overholde dem. Disse konventioner bygger på publikums forventninger til en krimi. Fx. forventer læseren af en mordgåde, at morderen afsløres. Der findes krimier, hvor morderen ikke afsløres, men de betragtes ofte som utilfredsstillende. Når det er sagt, mener jeg, at en krimiforfatter – ved at skrive ‘krimi’ på bogens forside – må tage stilling til, i hvor høj grad, han eller hun vil leve op til de forventninger, som genren efterhånden fordrer. Det er en balancegang. En krimi skal helst være original. Men den skal også honorere visse genrekrav. Det er med andre ord ofte variationer over et tema, og det kan være svært at beslutte, i hvor høj grad man holder sig til de gængse mekanismer, og i hvor høj grad man bevæger sig ud over dem for at tilføre en given krimi noget nyt og originalt.

Jeg ser en del krimiserier i tv, fordi de er så forskellige, og fordi de inspirerer mig i kraft af deres forskellighed fra romanen. Det er let og hurtigt at se en serieepisode eller fem, og det giver mig tit ideer. Tv-krimier er meget forskellige. Nogle tager udgangspunkt i det retsmedicinske – ‘Tavse vidner’ og ‘Sagen genåbnet’ – og det giver historien et helt bestemt præg. Her er det de tekniske omstændigheder omkring ofte meget brutale forbrydelser, som driver historien. Andre serier – som fx. David Simons ‘The Wire’ – anlægger en mere socialpsykologisk vinkel og bliver derfor mere virkelighedsnær og på sin vis mindre dramatisk og – vil nogen sige – ‘kedelig’.

Når jeg skriver en kriminalroman, er jeg optaget af flere ting. Fx. er jeg optaget af i et vist omfang at leve op til de mere eller mindre etablerede krav om ‘spænding’. Det kan jeg gøre ved at holde mig tæt til historien og ikke begive mig ud i for mange svinkeærinder, som blandt andet kan tage form af personernes tanker om ting, som måske nok er med til at gøre dem til mere tydelige figurer, men som på den anden side også trækker opmærksomheden væk fra spændingen i historien. Det er essensen i den balance, jeg prøver at opnå: Hvor meget skal vi have med af alt det, som ikke decideret har med plottet at gøre?

Det er svært at beslutte. Og det rejser spørgsmålet om, hvad en krimi har at tilbyde ud over afviklingen af plottet. Her tænker jeg ofte på min ofte omtalte yndlingskrimi, David Gutersons ‘Snow Falling on Cedars’, som på den ene side er en mordgåde og et retssalsdrama, men på den anden side også er en fremragende ‘almindelig’ roman om et lokalsamfunds historie og liv. Når jeg selv læser, føler jeg mig bedst underholdt og udfordret, hvis en krimi i et eller andet omfang har mere at byde på end bare gennemspilningen af plottet. Jeg kan godt lide personer, som er andet og mere end bare brikker i plottets spil. Jeg kan godt lide locations, som på en eller anden måde rummer noget interessant i sig selv. Disse ting spiller sammen med plottet. Jo mere, jeg som læser føler mig interesseret i en krimis univers og persongalleri, jo tydeligere bliver psykologien omkring den forbrydelse, som historien dybest set handler om. Her er jeg en smule i opposition til den retsmedicinske tendens, som mange af tidens tv-serier opererer med. Jeg er ganske enkelt ikke i længden interesseret i rådne lig, komplicerede aflivningsmetoder og retsmedicinsk teknologi. Disse ting har ofte at gøre med spørgsmålet om, hvordan en forbrydelse er begået. Jeg er mere interesseret i hvorfor. Og det tror jeg også, mine læsere er. Når jeg arbejder med at udvikle min serie om Anita Hvid og Thor Belling, beskæftiger jeg mig meget med psykologien i forbrydelsen. Nogle krimiromaner og tv-serier lægger kun symbolsk vægt på det aspekt, mens de gør meget ud af, hvordan forbrydelsen logistisk og teknisk er begået. Selv har jeg det sådan, at jeg mister interessen, hvis forbrydelsens psykologi ikke er overbevisende beskrevet. Min norske kollega Karin Fossum er et godt eksempel på en krimiforfatter, som er optaget af ‘hvorfor’ snarere end ‘hvordan’. Hendes romaner er nogle af mine favoritkrimier, netop fordi de ikke dvæler ved det makabre ved de døde, men i stedet stiller skarpt på de begivenheder, som har fremkaldt forbrydelsen.

Enhver sin smag. Nogle læsere vil have lig på bordet, gerne mange af dem, gerne aflivet på forskellige og sindrige måder. Det synes mange er meget uhyggeligt, pirrende og underholdende. Når jeg skriver, arbejder jeg tit helt bevidst på at gøre en scene uhyggelig – men kun i det omfang denne uhygge har bund i de realiteter, jeg beskriver. Jeg opfatter fx. den psykologiske spænding omkring mordofret i ‘Smukke Jan’ som uhyggelig, mens nogle mere garvede læsere vil mene, at det er udramatisk, hvad personerne omkring den myrdede lærer måtte føle. I netop den roman forsøgte jeg at anslå en tone, som både tilfredsstillede den logistiske hvordan-side og den psykologiske hvorfor-side.

Sandsynlighed er en anden faktor. Hvis jeg finder deciderede huller i plottet i en tv-serie, står jeg af. Et godt eksempel er en scene i filmen ‘Nattevagten’, hvor morderen arrangerer nogle lig på en makaber måde i kælderen, hvor nattevagten arbejder. Den stakkels vagt bliver skæmt fra vid og sans og tilkalder politiet, som kommer med det samme. En af politimændene er morderen. Og da nattevagten går sammen med ham ned i kælderen for at fremvise det gruopvækkende tableaux, er der ryddet op og intet spor af blod eller forvredne lig. Det er et hul i plottet, for morderen har ganske enkelt ikke haft tid til at rydde op efter sig. Det er måske nok uhyggeligt og gysende, men da det ikke kan lade sig gøre, ophæves virkningen. For mig. Andre får sig et godt – men umuligt – gys.

Jeg giver gerne afkald på det makabre og udpenslede til fordel for det psykologisk sammenhængende. Det sidste er efter min mening ofte langt mere uhyggeligt, netop fordi det kan tænkes at foregå i virkelighedens verden. Derfor er fx. vildt hærgende seriemordere med snesevis af kunstfærdigt ombragte ofre heller ikke min kop te. Den slags forbrydere findes der meget få af – selv om nogle forfattere og tv-instruktører vil bilde os ind, at de huserer over det hele.

Blod og vold eller psykologisk afdækning af ting, som kunne være virkelige? Det er det, jeg tænker på, når jeg laver et plot. Og uanset tidens ofte skarpe krav om at ‘levere varen’ (uden nærmere varedeklaration) og ‘overholde reglerne’ (som ikke findes), er det min indstilling, at selve forbrydelsen ikke behøver at være særlig voldsom for at være uhyggelig. Det er ofte den helt almindelige, afsporede virkelighed, som – for mig – er det mest uhyggelige, fordi den ligger så tæt på noget, som kunne ske i morgen.

Håber, ovenstående betragtninger er svar på dine spørgsmål, Lise K.!

Den første roman i serien om Anita Hvid og Thor Belling, SMUKKE JAN, er netop blevet trykt i andet oplag med et nyt, cool omslag. Så den er også på hylderne, når nummer to, DEN SIDSTE DOMMER, bliver udgivet den 23. september.

DEN SIDSTE DOMMER er historien om, hvem der slog den venstreorienterede arkitekt Peder Bardingfeldt ihjel. Den foregår i Nordsjælland, nærmere betegnet på Tisvilde-kanten, blandt rige og mindre rige borgere. Indledningscitatet er hentet fra den mandlige efterforsker Thor Belling, som tidligt i sagen siger, - Enten er det en bonderøv, eller også er det en snobberøv.

Stor tak til min redaktør, Jacob Søndergaard og alle de dygtige og effektive folk på Rosninante. DEN SIDSTE DOMMER – Don’t you dare miss it!

Fik en GPS til min fødselsdag og kan nu ikke fatte, hvordan det indtil da er lykkedes mig at køre i bil til fjerne steder som som München og Tikøb uden. Det er et genialt system, og jeg forstår, at den venlige, engelske dame, som guider os af sted, sidder i en tidligere flyhangar et sted i Midtengland sammen med tusindvis af andre. Det er let at se dem for sig, bøjet over skærmen ved hver sit lille skrivebord. Det er straks sværere at forstå, hvordan de via rumkameraet langt ude i orbit evner at holde øje med netop vores bil blandt millioner af andre. Måske har de et system med en lille rød plet, som hænger over vores bil. Da jeg afprøvede den første gang omkring Helsingør, for en djævel i mig, og jeg besluttede at se, hvad der skete, hvis jeg trodsede den venlige dame og kørte modsat af hendes instrukser. Først sagde hun ikke noget. Jeg klukkede, mens jeg forestillede mig, hvordan hun kaldte til pigen ved det næste bord, – That Danish fool has just taken a left turn at Gefionsvej, bloody idiot. Jeg kunne fornemme den anspændte stemning i det store kontrolcenter, mens hun fandt en alternativ rute og forsøgte at få mig på ret kurs. Men igen tog jeg den modsatte vej. Jeg ventede spændt, mens hun sundede sig og igen – uden den mindste utålmodighed i stemmen – kom med endnu en alternativ rute hjem til Lundegade. Jeg gentog derefter manøvren nogle gange for at teste systemet ordentligt, og hver gang fandt hun en vej. Helt ude ved Øerne måtte jeg overgive mig. Jo, det virkede. Selv når man fjollede med hende, virkede det. Til sidst syntes jeg ikke, jeg kunne være bekendt at spilde hendes tid mere. Klokken var henved tre, og hun skal vel også ud og have en kop te og en kiks. Siden har hun guidet os til Stockholm (og hjem igen) og til Mols Bjerge, hvor hun med ægte britisk konduite endda gjorde os opmærksomme på, at der var grusveje på ruten. Stor tak til min familie, som gav mig apparatet – og til de gæve piger i England. Man forstår godt, at de vandt over Hitler, og hvor er det skønt – i disse computertider – at der stadig er plads til medmenneskelig hjælpsomhed henover kontinenterne. Et godt – omend sjældent – eksempel på, at en fremmed kvinde i bilen kan skabe harmoni ægtefællerne imellem, nu hvor vejkortene og de uundgåelige skræmydsler i kabinen er afløst af et myndigt: – Keep left!

The Gonzo Media Group udsender den 19. juli Line Buttenschøn og Sascha Pepkes film Acceompanying Dave Swarbrick, som vi har arbejdet på i over et år. Det er en dvd, som indeholder en 30-minutters dokumentarfilm og en koncert på 60 minutter. Desuden medfølger en gratis cd med Dave og mig, optaget på Halkær Kro. Vi har lavet en engelsk hjemmeside til filmen, som du finder her. Vi har tænkt os at bruge siden til at poste anmeldelser, visninger af filmen og kommentarer. Indtil videre kan man finde et længere interview med undertegnede på siden om filmens tilblivelse.

Til min halvtredsårs fødselsdag fik jeg en iPod, som jeg hurtigt blev glad for. Og for nogle uger siden købte jeg en Kindle, som er Amazons e-bogslæser. Begge apparater har nogle helt åbenlyse fordele. Man kan downloade musik/bøger meget let. Man kan medbringe en stor samling af begge dele – hvilket især er praktisk med bøger, som fylder og vejer. Jeg var meget spændt på at tage Kindlen i brug, gammeldags som jeg er. Ville jeg føle det som en fremmedartet og lidet bog-agtig oplevelse? Ville jeg savne lugten af papir?

Svaret er nej til begge spørgsmål. Jeg læser mest engelsk og amerikansk litteratur, og i løbet af få minutter var min Kindle på netværket på mit kontor, hvor jeg straks gik på Amazons Kindle bookshop og downloadede første kapitel af en af mine yndlingsbøger, David Gutersons ‘Snow Falling on Cedars’. En af de fremragende ting ved dette setup er, at man kan downloade første kapitel af alle de 772.000 titler (!), som Amazon tilbyder i Kindle-format – gratis. Jeg lagde mig til at læse på min seng og opdagede hurtigt, at Kindlen er meget let at have med at gøre. Man skal ikke flytte den, hvis man ligger på siden og læser. Man skal bare klikke frem til næste side. Det gav en rolig læseoplevelse. Desuden opdagede jeg hurtigt, at den lidt gammeldags udseende skærm er lavet med omhu. Den gør ikke meget væsen af sig. Den har fx. ikke baggrundsbelysning (som fx. en iPad), og derfor bliver oplevelsen faktisk meget bog-agtig. Jeg havde også anskaffet et fint læderomslag til den lette og tynde maskine, og i omslaget sidder en lille lampe, som man kan trække ud, og som fint oplyser skærmen. Folkene bag Kindlen gør ingen hemmelighed ud af, at deres e-bogslæser er et apparat, som er designet til at fokusere læserens opmærksomhed på teksten – i modsætning til e-mail, surfing og mange af de andre features, som fx. en iPad tilbyder. Man er med andre ord helt alene med det lille skærmbillede. Genlæsningen af min elskede Gutersonbog blev derfor en ny og alligevel sært tryg og gammelkendt oplevelse. Det var som at møde en gammel ven i et helt nyt jakkesæt.

Allerede den første aften i sengen kom jeg i tanker om flere bøger, som jeg godt kunne tænke mig at læse – i hvert fald første kapitel. Dem hentede jeg så. Det tog måske halvandet minut. Så læste jeg dem og besluttede, at en af dem var god nok til at købe i sin helhed. Det gjorde jeg. Det tog også under to minutter, og prisen var 12 dollars – cirka 60 kroner. Siden har jeg læst troligt på den og ikke én gang haft papirbogsabstinenser. Og jeg er ellers kendt for at være både konservativ, teknikfjendtlig og slet og ret kontrær, når det kommer til nymodens pjank.

Ulemperne? Tjah … ganske som med musikken på min iPod sker der selvfølgelig det, at man ikke køber hverken så mange bøger eller cd’er længere. Derfor forsvinder pladebutikkerne – og der er næppe tvivl om, at også boghandlerne kommer til at mærke e-bogsrevolutionen ret brutalt. Begge dele er da beklagelige. Og som forfatter må man selvfølgelig spørge sig selv, hvad effekten er. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at min Kindle er blevet en meget god ven på meget kort tid, og at dens venskab ikke rigtig kan drages i tvivl.

Sådan er det med fremskridt, når det er bedst. Jeg vil stadig købe bøger, som indeholder billeder. Jeg køber stadig cd’er i ny og næ for at have et håndgribeligt medie, som jeg fx. kan låne ud til andre, spille i bilen eller hos andre. Men set fra den flittige, kræsne læsers synspunkt er en Kindle et hurtigt, læsevenligt og meget effektivt instrument. Den koster 139 dollars – ca. 700 kroner. Den kan indeholde 3500 bøger. Og den tillader som sagt læsning af første kapitler gratis – hvilket selvfølgelig er med til at gøre udvælgelsen meget lettere. Omslaget med den lille lampe koster omkring 300 kroner, men de er godt givet ud. Dels beskytter det maskinen, dels er lampen en god ting, hvis fx. ens ægtefælle ligger ved siden af og prøver at sove. Det er lidt som at læse med en god lille lommelygte, og det fremmer nydelsen, skulle jeg hilse og sige.

Jeg tror ikke, at den trykte bog forsvinder – dertil er den alt for indarbejdet og elsket i vores kultur. Men med det enorme udbud af bøger i verden er en Kindle (eller andre e-bogslæsere) uden tvivl kommet for at blive. Den er ganske enkelt for smart og god til at ignorere – og det er der ingen, der har betalt mig for at mene!

Til efteråret laver jeg en workshop på Dispuk i Snekkersten. Det er et skrivekoncept for alle, som har lyst til at opleve glæde ved at skrive. Jeg har lavet det før – den første gang overraskede både mig og deltagerne. Jeg lægger ud med at fortælle lidt om forskellige skriveteknikker, og derefter giver jeg deltagerne nogle korte skriveøvelser, som de skal lave med det samme. Det kan være et replikskifte mellem to personer, som jeg har defineret, eller en kort passage, hvor der indgår et dyr eller en farve. Når deltagerne har skrevet en øvelse, læser de dem højt på skift, og jeg kommenterer dem. Rytmen i det er hurtig og let.

Det overraskende – og udviklende – ved denne arbejdsmetode falder i to dele. For det første oplever deltagerne, hvordan det er at skrive noget helt konkret. For det andet demonstrerer metoden noget, som alle forfattere oplever, nemlig at vi når vi skriver trækker på nogle ubevidste elementer i os selv. Derfor bliver selv en kort skriveøvelse også et indblik i en selv.

De meget forskellige besvarelser giver anledning til en form for gruppedynamik – det var den, der overraskede og glædede mig sådan, da jeg lavede det første gang. Man behøver ikke at skrive en roman for at mærke den kraft, som vi alle har, når vi fatter pennen.

Selv korte øvelser indenfor fiktionen giver os et indblik i, hvem vi er. Det kan frigøre følelser og skabe klarhed. Netop den fiktive ramme tillader os at skrive ting, vi ellers aldrig ville have fældet ned – og at dele disse ting med andre, som har lavet den samme øvelse fører helt af sig selv til en oplysende og af og til overraskende proces.

Så jeg håber at se nogle af jer – I kan læse detaljer om kurset på Dispuk ved at klikke på dette link!

http://www.dispuk.dk/til-ledere-114.asp?expandSeminarId=777

I vor ungdomsfikserede tid er det rart at kunne bringe et billede af en 70-årig motionscyklist. Ganske vist var Bob Dylan kun 69, da han tog cyklen ned til bageren i Leipzig efter romsnegle sidste år. Dylan er blevet tiljublet af alle medier, fuldt fortjent. Verden ville ganske enkelt ikke være den samme, hvis han ikke for et halvt århundrede siden var blevet til Bob Dylan. Så tak for det!

Har ikke opdateret min blog i lang tid – jeg tænkte, at læserne muligvis havde fået nok af at høre om ‘Smukke Jan’ og mine koncerter for en tid. Men jeg takker for al opmærksomheden. Jeg takker også de højere magter for, at turene på landevejen – og i anmelderspalterne – gik så godt. Og så gik jeg i vandet. Det var koldt, men det virkede. Jeg var ikke under med hovedet, kun til halsen, det var rigeligt. Har været i to gange, anden gang var lige så kold. Forude ligger release af Sascha Pepke og Line Buttenschøns film ‘Accompanying Dave Swarbrick’ og efterfølgeren til ‘Smukke Jan’, som er afleveret og under produktion. Mere om det senere.