Ballon – en meningsløs ting
Forleden så vi en film om nogle kvinder i Beirut – den hedder ’Karamel’. Den var ikke særlig god. På et tidspunkt var der en scene, hvor en smuk kvinde venter på sin elsker på et hotelværelse, hvor hun vil forkæle ham, da han har fødselsdag. Hun har en kage med (selv om hun selv er den virkelige kage), og mens hun venter, puster hun balloner op for at gøre det lidt festligt.
Trods den smukke kvinde virkede scenen forstemmende på mig, og det skyldtes ballonerne. Jeg ved intet værre end balloner. At puste en ballon op er noget, jeg ikke gør. Det skyldes nok en børnefødselsdag for årtier siden, hvor en ballon eksploderede i mit ansigt. Rædslen har siddet i mig siden, og jeg forlader rummet, når en veloplagt festdeltager – måske endda et barn – puster og puster.
Men det er ikke bare udsigten til et ordentligt bang midt i kysseren, der giver mig uvilje mod balloner som festlig ingrediens. Balloner gør mig bedrøvet. De udstråler for mig en desperation, en manglende tro på, at en festlig begivenhed nu også bliver festlig, medmindre vi puster åndssvage balloner op. Ballonen har nogle søskende, heriblandt serpentinen og bordbomben. For nogle er de tegn på fest og glæde, for mig er de det modsatte.
Jeg har da også endnu til gode at få at vide, hvori det festlige ved balloner består. De ligger sådan underligt langs panelerne, og de bliver hurtigt slappe og antager et trist udseende. Det kan man så forsøge at modvirke ved at hænge dem op på snore, der hænger i buer mellem lamperne. Det gør det endnu værre. Det ser nærmest uhyggeligt ud og minder om hjerteskærende østeuropæiske film, hvor folk drikker vodka og bliver uvenner og skyder hinanden. Der er ganske enkelt ingen forsonende træk ved balloner. Hvis det fandtes og gav nogen mening, ville jeg sætte et klistermærke med påskriften ’Balloner – nej tak’ på min brevsprække.
Men tilbage til kvinden på hotelværelset.
Hun pynter festligt op med balloner, pakker den fine kage ud, gør værelset rent og hyggeligt, hvilket ikke er let, da hun har været nødt til at vælge et meget billigt hotel (portieren har stropundertrøje på, så det er ikke d’Angleterre), fordi hun ikke er gift med manden og man skal vise legitimation på hoteller i Beirut.
Og så venter hun. Hun falder i søvn og vågner op, da mobiltelefonen bipper. Hun har fået en sms fra elskeren, som hastigt skriver, at han ikke kan slippe af sted fra konen.
En trist historie. Ens sympati skulle jo klart ligge hos den forsmåede pige, som havde gjort sig så store anstrengelser for at forkæle Rahid. Men jeg tænkte, det kunne du da have sagt dig selv, MED DE BALLONER. Er der ikke noget uendelig trist ved billedet af en smuk ung kvinde, som venter på sin filejs og tror, at hun kan tilføre stemningen noget ved at PUSTE BALLONER OP? Som om Rahid var interesseret i BALLONER. Der var også andre ting ved filmen, jeg ikke brød mig om, men ballonerne gjorde udslaget.
Det er den slags overvejelser, jeg som forfatter gør mig, når jeg tænker i festsymboler og ser film. Filmen blev i øvrigt godt modtaget og er flot filmet. Den hedder som sagt ’Karamel’ – selv om jeg ville have kaldt den ’Dødens Balloner’. Den kan lejes i ’Blockbuster’, men nu er ballon-fobikere altså advaret. Hvis der er andre.
