Lars Kjædegaard

Totalt udkørt efter at have givet interviews hele dagen … just kidding, har givet ét interview til Helsingør Dagblad, og det var hyggeligt – reporter Jesper Munch Nielsen har skrevet om alle mine bøger siden 1994, så efterhånden foregår det mest med nik, halve sætninger og indforståede vittigheder. Jesper er en af de interviewere, som har læst den bog, han interviewer én om, og det fremmer samtalen. Tak for det!

I eftermiddags købte jeg en dåsecola for at fejre dagen. Derefter gik jeg ind i den lokale boghandel for at se stablen af ‘Smukke Jan’er ligge på podiet. Jeg købte en limstift til 13 kroner for at ingen skulle tro, at jeg er smålig og kun kom ind for at se stablen af ‘Smukke Jan’er ligger på podiet.

Limstiften skulle jeg bruge til at klæbe en koncertplakat op, men det er en anden historie. Ingen danske anmeldelser i dag, men en solid og totalt positiv en i Flensborg Avis. First we take Manhattan, then we take Berlin, som skrevet står.

Evt. positive anmeldelser vil blive fyldigt citeret her på bloggen, med fremhævet kursiv.

En udgivelsesdag er altid halvt eksamen, halvt Tivolitur, halvt prøvesvar fra lægen og halvt et krampagtigt forsøg på at affinde sig med det kontroltab det er, når man offentliggør noget, som man ikke kan gøre noget ved. Fire halvdele.

Som Amin Jensen så rigtigt sagde, når han afsluttede ‘Hit med sangen’: - Håber I kunne lide det, for vi kan ikke lave det om.

Det synes jeg nu heller ikke, der er nogen grund til. Jeg er meget tilfreds med ‘Smukke Jan’, og jeg vil gerne sige tak til folkene på Rosinante, min entusiastiske redaktør Jacob Søndergaard, Hedi Mikkelsen, Laura Groth, Susanne Groth og Mette König, som alle har arbejdet supereffektivt og venligt for ‘Smukke Jan’. En helt speciel tak til Amanda Østergaard Egebo, som i sin egenskab af praktikant arbejdede lige så nidkært med manuskriptet som min gamle tysklærerinde i gymnasiet, Rigmor Højbjerg-Christensen, gjorde med mine tyske stile, og fik mig til at stramme op, skære tæt og dræbe darlings. Samt Leo Scherfig, som har lavet omslaget med en uhyggelig præcision og følelse for bogen, og Per Morten Abrahamsen, som har taget billedet af mig, som selv min mor synes er flot. Tusind tak – I er alle medskyldige!

Også en fiktiv tak til mine hovedpersoner, Anita Hvid og Thor Belling, som netop nu befinder sig på nye opgaver i den danske provins.

- Hvordan har du konstrueret dine efterforskere i ‘Smukke Jan’? spørger Ludvig K-O. Og han tilføjer, – Hvem er dine egne favorit-efterforskere? Tak til Ludvig. For at tage det sidste først: i bøgernes verden er min favoritstrømer nok James Lee Burkes helt Dave Robicheaux. Han er tørlagt alkoholiker, ekstremt retlinet og moralsk. Men han er godt udtænkt, for han er modstykket til Burkes galleri af skiftende Sydstatsbanditter, rednecks, nynazister, pædofile og seriemordere. Burkes romaner om Robicheaux er ekstreme, men de er også menneskelige. Robicheaux har en fortid som efterforsker i New Orleans, hvor hans makker var den ustyrlige Clete Purcel, som han stadig arbejder sammen med, specielt når der skal sparkes seriøst røv, hvilket der ofte skal på de kanter. Dem holder jeg meget af. Jeg kan også godt lide Karin Fossums Sejer & Skarre. De er ikke actionhelte. Derimod har de en dyb indsigt i menneskelig adfærd, og Karin Fossum tegner dem med få strøg op til mennesker, man virkelig kender og ønsker må sejre.

Blandt de mange tv-makkerpar kan jeg godt lide Morse & Lewis. De 35 film om de to er et storværk. Morse & Lewis rummer nogle modsætninger, som giver deres samspil dynamik. Morse er desillusioneret, melankolsk og fatalistisk, mens Lewis er en praktiker, som er god til at punktere Morses lidt patetiske sortsyn. Desuden er der ofte nogle ret gode klassesammenstød, når Morse højstemt anvender et latinsk citat, og Lewis ruller med øjnene. Det sker ret tit, at den gode Lewis formår at punktere sin chefs åndshovmod på en grinagtig og intelligent måde. Topunderholdning. I den senere tid har jeg også dyrket ‘The Wire’, som også har nogle rigtig gode makkerpar af den type, som man rent faktisk kan forestille sig i virkeligheden.

Da jeg opfandt Anita Hvid og Thor Belling, var jeg først og fremmest ude på at skabe to mennesker af kød og blod. Jeg har aldrig opfundet personer ud fra en formular. Jeg havde ingen specielle ønsker om at tildele dem arketypiske ‘detektivegenskaber’ – whiskyflaske i skuffe, nedslidt privatliv, hævntørst, dårlig barndom – eller hvad man nu kan finde på. Thor og Anita er for mig virkelige personer, professionelle mennesker. En af dem har en lille brist, jeg siger ikke hvad. De arbejder tæt sammen og er ofte alene. Det gav hurtigt nogle spændinger mellem dem, som jeg prøvede at løse op for … men generelt er de ikke ’tilrettelagt’ mere end så mange af mine øvrige personer. Jeg tænkte bare på dem, og så begyndte de at sige noget og opføre sig livagtigt.

Tak til Inger H., som har hæftet sig ved firmanavnet ‘Vestbyens Auto’ i den foregående post og skriver, - Det må betyde, at ‘Smukke Jan’ ikke foregår i Helsingør, går jeg ud fra? Det er rigtigt og skarpt set, Inger, selv om jeg godt kunne have fundet på at lave en pendant til ‘Vestbyens Auto’ i en Helsingør-roman. De helsingoranske automobilforhandlere er rent faktisk placeret vest for byen, så det kunne have fungeret. Men i Helsingør ville den aldrig hedde ‘Vestbyens Auto’. I Helsingør bruger vi ikke betegnelser som ‘Midtbyen’, ‘Vestbyen’ etc. Det tætteste vi kan komme er en gammel malet reklame på et hus på Esrumvej, hvor der står ‘Villabyens Kolonial.’ Men det er næsten udvisket, og ingen taler længere om ‘Villabyen.’

Før jeg begyndte på ‘Smukke Jan’, var jeg klar over, at den ikke skulle foregå i Helsingør. Ikke at jeg er træt af byen, men jeg havde en fornemmelse af, at mine tidligere krimier fra Helsingør ville lure i baggrunden og gøre mine skildringer af bogens miljø mere rutinepræget. Og da ‘Smukke Jan’ som tidligere nævnt er en meget udplottet roman, var jeg (og forhåbentlig også læserne) bedre tjent med, at jeg opfandt en ny by. Min bror Mads navngav den ‘Egstrup’. Egstrup er fri fantasi, men den rummer mange af den danske provins’ elementer. Det er en by med ca. 30.000 indbyggere. Den ligger i en lavning omgivet af bevoksede bakker. Byens nordvestlige og nordlige kvarterer er der, hvor byens ‘pæne’ borgere bor. Nogle i nye parcelhuse, andre i renoverede hjem på fredelige veje med navne som ‘Fyrrebakken.’ Selve Midtbyen er af ældre dato. Der er et gammeldags stormagasin med navnet ‘Vesterbergs Magasin’. Det er også her, politistationen ligger. Nede bag hovedstrøget ligger et lidt forsømt boligområde af ældre dato, blandt andet en bolsjegrøn bungalow med høj kælder, som indgår i ‘Smukke Jan.’ Mere siger jeg ikke om det.

‘Vestbyens Auto A/S’ findes i … ja, Vestbyen, som er Egstrups industrikvarter. Der er et ‘Tæppeland’, en ‘Jysk’ og en af Føtex’ ferskvarecentraler. Og mere siger jeg ikke om dét.

Jeg håber, at læserne kan se Egstrup for sig lige så tydeligt som jeg. Ellers er der jo ikke andet for end at læse ‘Smukke Jan’ …

Her er et interview om min nye roman, ‘Smukke Jan’, som udkommer mandag den 4. april på forlaget Rosinante.

- ‘Smukke Jan’ er din tyvende roman og en tilbagevenden til den klassiske kriminalroman. Hvad er der for en bog?

- Det er en mordgåde, som udspiller sig i den danske provins.

- Hvordan adskiller den sig fra dine tidligere krimier?

- Mine andre krimier var improviserede. Jeg opfandt historien, mens jeg skrev den. Men ‘Smukke Jan’ er plottet ud på forhånd.

- Hvorfor det?

- Fordi jeg fik lyst til at skrive en kriminalroman, som er et mysterium. Der er stor forskel på, om man bogen igennem følger en morder, som man hele tiden ved hvem er – eller om man bliver holdt hen i spænding. Hvis jeg vil skrive et mysterium, er jeg nødt til at bygge det op først.

- I ‘Smukke Jan’ møder vi Anita Hvid og Thor Belling, som er drabsefterforskere. Hvorfor lige de to?

- Først ville jeg egentlig kun have én politimand. Men jeg havde både en mand og en kvinde i tankerne. En stor del af en drabsefterforskning består af teorier, som de involverede politifolk diskuterer. Og det blev hurtigt klart, at både Anita og Thor er meget levende karakterer for mig. Så jeg besluttede at lade dem begge to være med. Det gav dynamik i historien, synes jeg.

- De har arbejdet sammen i nogle år, og de kender hinanden ret godt …

- Ja, det må man sige. De har et meget tæt forhold til hinanden. Især når de er ude på en opgave. De passer på hinanden.

- Kan du beskrive bogens univers?

- Den foregår i en provinsby på Sjælland. Der er et gymnasium, en politistation, et industrikvarter og en hovedgade. Der er også en automobilforhandler, ‘Vestbyens Auto’. Og så er der en række personer, som på forskellig måde er indblandet i plottet. Det er personer, som på den ene eller anden måde indtager en plads i det sociale hierarki. Der er en gymnasielærer, en rektor, nogle elever, nogle dropouts og nogle selvstændigt erhvervsdrivende, hvadenten de er automobilforhandlere eller prostituerede. Der er politifolk. Jeg prøver at give dem alle en identitet, så de fremstår levende.

- Og det gør de. Kan du sige, hvad du bruger kriminalgenren til – udover at skrive et mordmysterium?

- Ja, jeg har været domsmand ved Kriminalretten i Helsingør i tredve år, og jeg mener, at politiet og retssystemet ofte er underkendt. For mig er politiet fx. lidt som brandfolk – det er ikke mennesker, som er drevet af hævntørst eller dramatik. De er ofte motiveret af et meget socialt ønske om at opretholde lov og orden, så vi alle kan leve i fred og sikkerhed. Mange ser politiet som en slags bussemænd. Det er efter min mening helt forkert. Så jeg har skrevet en bog om to politifolk, som ved hjælp af deres stædighed, empati og erfaring prøver at blotlægge en forbrydelse – som udvikler sig til at blive flere forbrydelser. Den mandlige efterforsker, Thor, siger, – Vi taler med folk, og så taler vi med dem igen. Forbrydelser opklares ikke ved hjælp af biljagter og skuddueller. De opklares ved at sammenholde information og forklaringer. For mig ligger der en spænding i, at læseren skal afkode tilsyneladende tilfældige begivenheder og udsagn. Jeg synes, at den afkodning er spændende.

- Til sidst: Skal Anita og Thor efterforske flere sager?

- De er i fuld gang. Loven sover aldrig.

Tak til Hedvig Crane, som har læst bogen og stillet dette interview til rådighed.

Som tidligere nævnt er Dave og jeg ude igen i april:

Fredag den 8: Hammermøllecafeen, Hellebæk

Lørdag den 9: Halkær Kro, Halkær v. Nibe

Søndag den 10: Wintercoat, Sabro

Mandag den 11: Con Amore, Hinnerup

Tirsdag den 12: Musikværket, Nykøbing M

Torsdag den 14: Fjordvang, Skyum

Tjek spillestedernes hjemmesider for detaljer

‘Stemmerne’: David Pepke, Sascha Pepke, Mads Kjædegaard, mig, Kenneth Plon & Anna Pepke

‘Lars Kjædegaard Hører Stemmer’ er titlen på et show i Toldkammeret i Helsingør, torsdag den 5. maj. Vi har lavet et show, som markerer udgivelsen af min roman nummer tyve – kriminalromanen ‘Smukke Jan’. Jeg har tit holdt foredrag og fortalt om mine bøger, men da jeg også spiller musik, føles det af og til lidt tomt at stå foran et publikum uden instrumenter. Så i de sidste måneder har vi tilrettelagt et show, som både indeholder bogsnak og musik. Min mangeårige klummeredaktør på Helsingør Dagblad, Jesper Munch Nielsen, har venligt indvilliget i at deltage i en samtale med mig i første afdeling, hvor der også vil blive læst et uddrag af ‘Smukke Jan’. Efter pausen spiller ‘Stemmerne’ og jeg et sæt bestående af nogle af mine og min søn Davids sange. Til det formål har vi sammensat et orkester med min bror Mads på percussion, Kenneth Plon på bas, David Pepke på piano og orgel og vokal, mig selv på elektrisk guitar – og som en helt speciel attraktion de karismatiske vokalistkusiner ‘The Pepkeys’, Anna & Sascha Pepke. Vi spiller blandt andet familieklassikeren ‘Ind Kommer Farmor’, den okkulte ‘Der er Noget’ og et enkelt nummer fra den danske sangskat, alt sammen udsat for populærensemblets brede lyd.

Showet begynder klokken 20, dørene åbnes klokken 19, og der er mulighed for at spise i Toldkammercafeen først. Se Toldkammerets hjemmeside for billetbestilling – entre kr. 65 inkl. gebyr. (Middagsmad koster dog ekstra)

Efter showet vil der være mulighed for at købe et signeret eksemplar af ‘Smukke Jan’, som udkommer den 4. april på forlaget Rosinante.

Vi glæder os og håber at se både unge og ældre til en multikulturel underholdningsaften.

Dave Swarbrick og jeg tager på turné i Jylland fra den 8.-12. april, kort efter Daves 70-års fødselsdag. Turneen er sat sammen af Lars Kristensen. Vi glæder os til en forårstur i Jylland og håber at se mange mennesker. Med os har vi selvfølgelig vores velspækkede merchandise-kuffert, og det vil være muligt at købe fx. ‘Dave Swarbrick Live in Denmark, Vol II’, som er optaget på Halkær Kro for to år siden. Hold øje med siden her, hvor vi snarest poster de endelige dates!

I morgen viser DR sidste afsnit af serien ‘Lulu & Leon’, og jeg har lige læst, at der ikke vil blive produceret mere. Det er synd og skam. Serien har været et frisk pust – underholdende, velspillet, godt plottet og uforudsigelig. Der er noget meget helstøbt over både miljø og personer. Dialogen er fremragende, skuespillerne godt castet, handlingen både troværdig og overraskende. Et realistisk billede. En ting, som den slags serier ofte mangler, er et overbevisende samspil mellem børn og voksne. Men også her har ‘Lulu & Leon’ imponeret mig og fået mig til at tænke på min roman-helt, Elmore Leonard, som har en lignende måde at få tingene til at se lette ud. Jeg tror aldrig, jeg har set Lars Brygmann i en bedre rolle. Det er en kunst af skabe en virkelig kriminel karakter, som også er en hel person. Leon elsker Lulu og parrets hårdtprøvede børn, og det giver serien en enorm styrke. Endvidere mestrer serien både den lange og den episodiske historie. Seriens to strømere rammer præcist, og selv om den ene viser sig at være en decideret ‘good cop’ og den anden en gennemført rådden, tror man på dem.

Historien rummer af og til nogle plotmæssige svagheder – som fx. da Lulu stjæler nogle transportkister til lig på Retsmedicinsk Institut. Her ville myndighederne nok have forpurret det videre forløb. Men det gør ikke noget. Det er slet ikke en brøler på linje med den, som skyder huller i Ole Bornedals kultfilm ‘Nattevagten’, hvor der er mere alvorligt kludder i de retsmedicinske gemakker: Nattevagten observerer makabert anbragte lig i kælderen, går i panik og alarmerer politiet. Politiet dukker op – heriblandt Ulf Pilgaard, som er filmens skurk. Og da de sammen går ned i kælderen, er alt bragt i orden. Hvordan fik Pilgaard tid til det, inden han dukker op som den flinke politimand?

Men lad nu det ligge. Jeg vil savne ‘Lulu & Leon’ og seriens stil, som er en kærkommen afveksling fra DR Dramas mere mainstreamprægede serier. Seertal er som bekendt alt, men det siger noget om vilkårene for vækstlaget udenfor DR, at ca. 400.000 seere til ‘Lule & Leon’ ikke er nok til at investere i en sæson to.

Hatten af for seriens skabere, som jeg ikke kender, men gerne ville lære at kende bedre. Og til alle, som ikke har set dette fremragende drama: Hold øje med dvd’en. Det er dansk krimidrama, når det er allerbedst!

Bluesguitaristen Johnny Winter spillede torsdag den 11. november en udsolgt koncert i Toldkammeret i Helsingør. Winter er 66 år og har haft en lang karriere. Jeg mødte ham i 1969, da han indspillede et tv-program i Danmark. Ved den lejlighed forærede han mig en lille jødeharpe, som jeg siden har passet godt på. I går aftes bankede jeg på hans turbus i toldkammergården for at hilse på ham og fortælle ham, hvor glad jeg var, for at han endelig – efter 41 år – spillede i min hjemby. Han tog pænt imod mig, og selv om han ikke havde nogen tydelig erindring om hverken mig eller jødeharpen, lod han til at være glad for at se en fan, som også havde været der i 1969. Jeg viste ham jødeharpen, og han sagde, - Hell, I couldn’t play it anyway.

Johnny Winter har alle dage været en af mine yndlingsguitarister. Han har en fri, flydende og personlig stil, og det var en fantastisk oplevelse at stå tæt på og høre ham synge Dylans ‘Highway 61′ – hvilket Dylan selv iøvrigt også har gjort ved flere lejligheder. Det vækker min beundring, at han trods skrøbeligt helbred stadig turnerer. Han har et godt band, som består af loyale og kompetente musikere, som passer på deres maestro med en kærlig omsorg og glæde. Koncerten var livlig, intens og præget af et publikum, som tydeligvis elsker Johnny højt. Mens jeg skriver disse linjer, spiller Johnny i Jylland, og i morgen er han i Svendborg. Work, because night comes when no man can work.

Tak til Toldkammeret for denne aften, som mange vil huske livet ud. Og tak til den unge mand i bussen, som tilbød at tage billedet herover.